Det Frie Forskningsråd har bevilget fem millioner kroner til udvikling af en vaccine mod Digital dermatitis, der angriber køers klove
DTU Veterinærinstituttet står i spidsen for et forskningsprojekt,
som Det Frie Forskningsråd har bevilget fem millioner kroner til. Det oplyser
DTU Veterinærinstituttet.
Projektet går ud på at forsøge at udvikle en vaccine mod
den alvorlige kvægsygdom Digital dermatitis, der angriber klovene og har
store konsekvenser for både økonomi og dyrevelfærd.
Digital dermatitis er en smitsom klovsygdom og er på verdensplan årsag til både nedsat
dyrevelfærd og store økonomiske tab i malkekvægsbesætninger. Sygdommen giver
betændelse i huden omkring klovene, hvilket kan gøre køerne kraftigt halte.
Lige nu behandles sygdommen
blandt andet med antibiotika, men nu vil man altså - med professor Mette Boye
fra DTU Veterinærinstituttet i spidsen – udvikle en vaccine mod
bakteriesygdommen.
Målet med projektet er ifølge DTU
Veterinærinstituttet at identificere antigener, der kan anvendes til udvikling
af en effektiv vaccine mod Digital dermatitis.
Arbejdet løber over tre år og
udføres i samarbejde med lektor Morten Nielsen og professor Thomas Sicheritz
Pontén fra Center for Biologisk Sekvensanalyse ved DTU Systembiologi.