Ansøgere får ny chance for at få økonomisk støtte

EU-Kommissionen har givet NaturErhvervstyrelsen lov til at bruge overskydende midler fra andre ordninger

Ansøgere, der i første omgang har fået afslag på deres ansøgning til ordningen ”Pleje af EB-støtteberettigede græsarealer”, får nu endnu en mulighed for at sende en ansøgning af sted.

NaturErhvervstyrelsen oplyser nemlig, at EU-Kommissionen har givet tilladelse til, at overskydende midler fra andre ordninger kan blive brugt til ansøgninger, der i første omgang fik et afslag.

De berørte ansøgere vil i de kommende dage få brev fra NaturErhvervstyrelsen med en oversigt over de marker, der ikke er blevet prioriteret til støtte.

Herefter får ansøgerne ifølge NaturErhvervstyrelsen mulighed for at melde de marker ind i ordningen, der i første omgang blev givet afslag til.

Støttebetingelser skal være opfyldt

Det er en betingelse, at kravene for ordningen ”Pleje af EB-støtteberettigede græsarealer” er opfyldt.

Desuden skal ansøgerne handle forholdsvis hurtigt, for NaturErhvervstyrelsen skal have oversigten senest den 2. oktober 2012.

”Pleje af EB-støtteberettigede græsarealer” er en etårig støtteordning, der giver ansøgeren støtte for at drive græsarealer uden brug af gødning og pesticider.

Det er desuden et krav, at arealerne plejes med afgræsning og/eller slæt, og arealerne opfylder kravet til plantedækket senest den 31. august 2012.

Læs også