Ulydige landmænd kan forvente kontrolbesøg

NaturErhvervstyrelsen fastslå, at man fra på lørdag begynder at kontrollere, om randzoneloven følges

Har en landmand offentligt proklameret, at han nægter at følge den nye randzonelov, kan han godt forberede sig på muligheden for, at NaturErhvervstyrelsen kigger forbi.

Det skriver JydskeVestkysten torsdag.

- Vi udtager til kontrolbesøg ud fra en risikobaseret vurdering. Det betyder, at vi inddrager alle relevante forhold. Hvis man for eksempel har skrevet et læserbrev i JydskeVestkysten, hvor man erklærer, at man ikke vil følge den her lov, så vejer det jo temmelig tungt, når vi skal risiko-udpege, siger kontroldirektør i NaturErhvervstyrelsen Anders Munk Jensen til JydskeVestkysten.

Hos Bæredygtigt Landbrug overrasker det ikke direktør Vagn Lundsten, at landmænd, der ikke følger loven, bliver kontrolleret. Men ifølge Vagn Lundsten kan myndighederne få svært ved at vurdere, om der er tale om lovbrud.

- Så enkelt er det jo ikke. Man må for eksempel gerne så randzonen lige op til 1. september. Hvordan vil de kunne se, om der er sket den 2.? Hvis ikke man tager landmændene med bukserne nede, kan man ikke dokumentere, at der er sket lovbrud, siger han til JydskeVestkysten.

Læs også