Intern uro i Landbrug & Fødevarer

Bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer Povl Fritzner kritiserer sin egen viceformand for kritik af Bæredygtig Landbrug

Povl Fritzner, der er bestyrelsesmedlem i Landbrug & Fødevarer og formand for Østlige Øer, langer i weekendens udgave af Effektivt Landbrug ud efter Landbrug & Fødevarers viceformand, Ib W. Jensen.

Povl Fritzner mener, at Ib W. Jensens kritik af Bæredygtig Landbrug i Landbrugsavisen den 17. august er ramt ved siden af.

- Ved han ikke, at han derved går efter sine egne? Det er jo sådan, at 95 procent af Bæredygtig Landbrugs medlemmer også er medlem af Landbrug & Fødevarer, siger Povl Fritzner.

Love skal overholdes

I Effektivt Landbrug den 25. august erkender Ib W. Jensen, at han har det dårligt med den utilfredshed, som hans udtalelser har medført. Men han understreger samtidig, at lovene skal overholdes.

- Jeg bliver nødt til at holde fast i, at lovene skal holdes i et retssamfund. Vi udgør en så lille procentdel, og vi får ikke noget ud af at bryde landets love, siger Ib W. Jensen.

Medlemmer melder sig ud

Ib W. Jensens kritik har fået formand for Bæredygtig Landbrug Flemming Fuglede Jørgensen til at melde sig ud af Landbrug & Fødevarer.

- De opfører sig uacceptabelt og efter min mening direkte dumt, siger han om Landbrug & Fødevarers top i Effektivt Landbrug.

Flemming Fuglede Jørgensen er blot en af flere, der har meldt sig ud af Landbrug & Fødevarer efter kritikken af Bæredygtig Landbrug.

Læs også