Svineproducent blev dømt for dyremishandling for noget, han ikke vil kendes ved.
- Danske svineproducenters retssikkerhed er i fare, advarer svineproducent Hans Jørgen Mogensen på baggrund af egne erfaringer.
Svineproducenten har tabt i både by- og landsret og er dermed dømt til at betale 51.000 kroner - inklusiv sagens omkostninger - for at have leveret en gris med endetarmsprolaps og en springhalt gris til Danish Crowns slagteri i Horsens.
Dommen faldt ikke ud til Hans Jørgen Mogensens fordel til trods for, at han, en medhjælper og chaufføren af svinetransporten alle tre fortalte, at der ikke var sendt grise til slagteriet med endetarmsprolaps og ledbetændelse.
- Enhver kan da se, om en grisen går på fire ben eller har en endetarmsprolaps. Det er meget tydeligt, og det er ikke noget, som man behøver en speciel uddannelse for at kunne se, påpeger Hans Jørgen Morgensen, som bakkes op af sin besætningsdyrlæge.
Domstolene valgte dog at vægte tre embedsdyrlægers udsagn. Alle tre mente, grisene måtte have været syge allerede, da de blev læsset på transportvognen.
- Når domstolene udelukkende vælger at tro dyrlægerne, bringer det danske svineproducenters retssikkerhed i fare, advarer Hans Jørgen Mogensen.
Læs mere om sagen og en advokats og en dyrlæges vurdering i Effektivt Landbrug i dag.