På mandag bliver Henrik Borup Jeppesen 50 år. I godt et år har han været administrerende direktør hos Centrovice i Vissenbjerg.
Henrik Borup Jeppesen er landmands- og borgmestersøn fra Søndersø og efter ophold på landbrugsskole tog han en uddannelse inden for bankverdenen, som senere er suppleret med HD i finansiering og EMP fra Insead.
Det er blevet til flere lederstillinger i erhvervslivet, bl.a. A.P. Møller, hvor han en overgang var udstationeret i Singapore, ansættelser hos Add Mikkelsen, Kjaer & Kjaer Worldvide, ligesom han også har undervist på Tietgenskolen. I fire år var han direktør for Patriotisk Selskab, inden han kom ind i finanssektoren, først som direktør i Fionia Bank og senere i et datterselskab under Finansiel Stabilitet.
Henrik Borup Jeppesen har derfor stor erfaring og økonomisk indsigt i forbindelse med landbrugets komplekse problemstillinger i forhold til dialogen med den finansielle sektor. Senest har han involveret sig markant i bestræbelserne på at sikre nye finansieringsmuligheder via pensionskassemidler til landbruget og i etablering af Landbrugsfinansieringsbanken (LFB) via bestyrelsespost i det tilknyttede FBM (Future Business Management).
Den meget sportsinteresserede direktør fejrer sin 50 års fødselsdag med åbent hus på privatadressen, Skovvænget 34 i Sdr. Nærå fredag 17. august fra kl. 13 til 16.