Regn med Atlas i Hjørring

En tysk Atlas-gummihjulslæsser er rar at have ved hånden, hvis vejrguderne sender regn i store mængder ned over en dyrskueplads.

Ungdommelige nordjyske dyrskuegæster søgte i tørvejr hos Scantruck, da årets Hjørring Dyrskue blev noget af en fugtig forestilling. I underkanten af 25.000 besøgende lagde vejen omkring årets skue i det nordjyske. Det var færre end sidste år, men i betragtning af vejret, erklærede arrangøren, LandboNord, sig alligevel godt tilfreds.

Scantruck-folkene bød på læ, varm kaffe, bagværk og andre forfriskninger i teltet på den store stand, hvor der var lejlighed til at præsentere både Manitou-maskiner, Komatsu’er og altså også Atlas. Og mange tog imod tilbuddet om også at få en solid maskinsnak. Scantrucks egne folk fik assistance på standen af mandskab fra virksomhedens Komatsu-forhandler N. E. M. – Nordjysk Entreprenør Materiel – fra Løgstør.

 Mange Manitou’er i Nordjylland

Scantruck havde læsset godt med læssere på traileren til Hjørring. Blandt dem et par af de maskiner, der virkelig hitter i det nordjyske. Landbrugs-teleskoplæsserne Manitou MLT 625 og MLT 735 er blandt de læssere, der i forvejen kører rigtig mange af i Nordjylland. Efter årets dyrskue i Hjørring er det forventeligt, at bestanden af nordjyske Manitou’er vil blive øget yderligere.

Atlas-læsseren AR 80 tiltrak sig også opmærksomhed som andet og mere end læ for regnen. Og så var Komatsu altså med på dyrskuet med både gummigeder, en WB 975 rendegraver og den lille minigraver PC 09 på blot 900 kilo. Professionelt er PC 09’eren et hit hos entreprenører og anlægsgartnere. Når maskinen er med på dyrskue, er den også altid populær hos de yngre gæster, som "lige skal prøve”.

Læs også