Krones store selvkørende skårlægger Big M 500 er den største af slagsen på det danske marked. Den var med da Yding Smedie A/S holdt græsdag i Yding.
Den er stor som en større mejetærsker og når snittearmene foldes ud har den et ”vingefang” på 13,20 meter i arbejdsbredde. Krone Big M500 er ikke for ingenting blevet udråbt til Danmarks største selvkørende skårlægger.
Og den var naturligvis med, da Yding Smedie A/S i går holdt græsdag på hjemadressen i Yding.
Maskinen har en kraft på 500 hk og kører 40 kilometer i timen. Modellen findes også i en mindre Big M400 udgave med en arbejdsbredde på 9,7 meter.
Yding Smedie er forhandler af Krone og mærket var stærkt repræsenteret ved græsdagen forleden, hvor også verdens største snitter var med i udstilling.
Fleksibel ballepresser
Indenfor ballepressere var der nyheder på programmet i form af Krone Comprima CV 210 XC, der er en fleksibel maskine.
- Den går op til 2,10 meter baller og kan gå ned til 90 centimer – noget blandt andet hestefolket sætter pris på, da den dermed kan lave de små ”madpakke-baller” som kan holde sig og som de gerne vil bruge til hestene, forklarer salgskonsulent Arne Lund, Brøns Maskinimport, der importerer Krone.
Succes med temadage
Det er ikke første gang at Yding Smedie A/S holder temadag. Sidste år holdt man ligeledes græsdage, og i vinter havde man en temadag om radrensning.
- Sidste år havde vi slået det mindre op og der kom 250 besøgende. Temadagene er jo noget helt andet end vores åbent hus dage, hvor der kommer over 2000 besøgende. Til gengæld er de der kommer på temadagene meget fagligt interesserede, forklarer Anders Skjødt, Yding Smedie.
Det var som nævnt hele Krones program der var i fokus på temadagen i går i Yding. Der var dog også mulighed for at se et udsnit af det øvrige maskinprogram indenfor Deutz-Fahr og Landini traktorer samt nyheder indenfor Tanco indpakkere og RMH fuldfodervogne.