John Deere forhandlingen nu helt på plads i Østdanmark.
For knap to år siden mistede to store sjællandske forhandlere salget af John Deere produkter som et led i slankningen af forhandlernettet i Danmark. Nu er forhandlernettet yderligere blevet slanket i forbindelse med, at Nellemann Agro i Glostrup er stoppet som importør. Og som et paradoks er de to sjællandske forhandlere, Næstved-Karise Maskinservice og Holbæk Agro Center, tilbage i folden som autoriserede John Deere forhandlere.
Forleden blev det oplyst, at Søllested Maskinforretning blev »Dealer of Tomorrow« for den amerikanske maskinkoncern for Sydhavsøerne og det sydligste område af Sjælland.
Og nu er det så plads for resten af Sjælland, med comeback til de tre forretninger i Næstved, Karise og Holbæk.
Frie forhandlere
Reelt har John Deere aldrig været ude af forretninger, idet indehaverne Hans Erik Karlshøj og Karsten Jensen sammen med en sønderjysk kollega, som dengang også mistede forhandlingen, stiftede gruppen »Danmarks Frie Forhandlere«. Med handel over den dansk-tyske grænse fortsatte forretningerne med at kunne tilbyde de grøn/gule traktorer og maskiner.
- Den periode har vi naturligvis lært meget af, og står derfor godt rustet til nu at stå for flere ting selv og have den tætte kontakt til fabrikkerne, siger direktør Hans Erik Karlshøj.
I forbindelse med indgåelsen af John Deere kontrakten overtager Næstved-Karise Maskinservice ApS forretningen i Holbæk. I forvejen ejede Hans Erik Karlshøj halvdelen af Holbæk Agro Center A/S, sammen med indehaveren Karsten Jensen. Dennes andel overtages nu, og de tre forretninger i Næstved, Karise og Holbæk bliver ét selskab, og får et fælles navn på et tidspunkt.
Alle tre forretninger var i tidernes morgen DLAM-forretninger med forhandling af John Deere høstmaskiner tilbage fra 1972. Traktorerne kom til i 1981, og siden 1993, hvor Hans Erik Karlshøj og Karsten Jensen overtog maskinforretningerne, har de været John Deere forhandlere. Dog med den nævnte »pause« i de seneste knap to år.