- Kontrolbesøg hos landmændene har reelt til formål at begrænse landbrugsproduktionen, lød den skarpe kritik fra formand Bjarne Larsen i forbindelse med generalforsamlingen i Jysk Landbrug
For fire år siden bliver Søren politianmeldt af fødevarestyrelsens dyrlæge på grund en gris med et dårligt ben. Det bliver vurderet til et træk på 45.000 kroner i hektarstøtten. tre et halvt år senere bliver Søren frikendt, men må vente længe på at få sine 45.000 kroner igen fra staten.
Men kort tid efter den første politianmeldelse bliver Søren politianmeldt igen - denne gang igen med en gris med angiveligt dårligt ben - og ved gentagelser falder hammeren hårdt - tre gange 45.000 kroner. Men Søren var jo blevet frikendt for første forseelse, så hvordan hænger det sammen?
Det gør det heller ikke, hvis man spørger formand i Jysk Landbrug, Bjarne Larsen.
Taget fra virkeligheden
Historien om Søren er ikke fiktion - tværtimod hård virkelighed for svineproducent Søren Søndergaard, der også er bestyrelsesmedlem i Jysk Landbrug.
Og det er hans sag, man har valgt at stå frem med og bruge som det groteske eksempel på myndighedernes håndtering af kontrollerne i landbruget. Den blev fremlangt i forbindelse med generalforsamlingen i Jysk Landbrug, der blev holdt torsdag aften i Billund med omkring 150 fremmødte.
- Der skal slås hårdt ned, hver gang vi står over for myndigheder, der udvikler deres eget bureaukrati og tiltager sig en magt, de ikke har. De skal hegles igennem i medierne og ud i den offentlige gabestok, og der skal ikke lægges fingre imellem, sagde Bjarne Larsen, der generelt mener, kontrollerne i landbruget reelt handler mere om at lægge hindringer i vejen for landbrugsproduktionen - en skjult dagsorden, som han også mener, man finder blandt politikerne.
Respekt for ejendomsretten
Den nye røde regering fik også et par skarpe ord med på vejen fra Bjarne Larsen. For han ønsker overraskende nok den nye regering velkommen - for nu får den tidligere opposition mulighed for at vise, hvordan de vil løfte ansvaret og vise virkelighedssans:
- Men at der er kommet nye boller på den politiske suppe, det kan der ingen tvivl være om. Hvad der egentlig mest bekymrer mig i den anledning er, hvad jeg vil kalde de skjulte dagsordner.
Som eksempel nævnte han fødevareminister Mette Gjerskovs beslutning om, at der skal dyrkes energiafgrøder og være offentlig adgang til de udskældte bræmmer.
- Det er jo ikke et ta´selv bord. Man skylder at vise respekt for den private ejendomsret - og vil man have offentlig adgang, så kan de bare værs´go at købe arealerne, sagde Bjarne Larsen.