Holder døren på klem for anklaget bestyrelsesmedlem

KMC-formand Martin Arvad Nielsen, der i denne uge trak sig efter hans navn blev involveret i sagen om ulovlig gødning, håndterer situationen professionelt, lyder det Asger Krogsgaard, formand for L&F's virksomhedsbestyrelse.

Onsdag besluttede formand for Kartoffelmelcentralen (KMC), Martin Arvad Nielsen, at trække sig fra sin plads i Landbrug & Fødevares virksomhedsbestyrelse.

Det skete efter, at han tidligere på ugen af Politiken blev gjort opmærksom på, at hans navn optrådte på en liste over 112 landmænd, som myndighederne mistænker for at have købt sort gødning, som er den populære betegnelse for gødning købt i udlandet og indført og anvendt uden overholdelse af de danske regler, af bagmænd på Djursland.

I alt mistænkes bagmændene på Djursland for ulovligt at importeret 15.000 ton gødning og 45 ton sprøjtemidler.

Martin Arvad Nielsen har meddelt, at beslutningen om trække sig fra virksomhedsbestyrelsen i Landbrug & Fødevarer er taget fordi, at han vil værne om Landbrug & Fødevarers troværdighed. Selv fastholder han sin uskyld i sagen, og kalder det, som er sket for en gemen fakturafejl.

Respekt for beslutning
Formanden for Landbrug & Fødevarers, virksomhedsbestyrelse, Asger Krogsgaard, fortæller, at han har respekt for KMC-formandens beslutning om at trække sig, så længe sagen kører.

- Men det er svært at sige, om det er den rigtige beslutning. Hvis det er, at Martin klarer frisag på det her, så kan man godt spørge sig selv, om det nu også var det rigtige, at han trak sig, siger Asger Krogsgaard, der dog tilføjer, at han mener, at Martin Arvad Nielsens beslutning er meget professionelt håndteret.

- Det giver ro til både ham og til hele systemet, siger han.

Hurtig afklaring
Asger Krogsgaard fortæller, at han nu for alles skyld håber på en hurtig afklaring, og når det er sket, så vil han lade det være op til Martin Arvad Nielsen selv at beslutte, hvad der skal ske, og om han vil stille op til bestyrelsesarbejdet i Landbrug & Fødevarer igen. 

- Vi er blevet orienteret om, at der var tale om fakturafejl, og hvis det er rigtigt, så er det selvfølgelig ikke noget, som skal røre ved hans videre arbejde. Men det må myndighederne jo afgøre, siger Asger Krogsgaard.

Effektivt Landbrug forsøgte i går uden held at få en kommentar fra KMC-formand, Martin Arvad Nielsen.

Det er virksomhederne selv, der bestemmer, hvem der skal sidde i L&F's virksomhedsbestyrelse, så KMC må nu selv beslutte, om de vil udpege en anden person til at tage Martin Arvad Nielsens plads.

Læs også