Kvægbrugere klar til krydsningskalve

Over 1.000 kvægbrugere så i går på spændende krydsningsprojekt på Kjargaarden ved Sunds.

Ved at bruge sæd fra kødkvægtyre til køerne i malkebesætningerne, som nødvendigvis ikke skal bruges i avlen, tegner der sig nu nye muligheder i kvægbruget. I et snævert samarbejde er Landbrug & Fødevarer, Kvæg, Viking Danmark og Danish Crowns oksekødsdivision i gang med et krydsningskalveprojekt, som kan løfte den hjemlige kalvekødsproduktion, frem for at sende spædkalvene ud af landet, eller aflive dem.

- Handyrpræmierne er reduceret, og derfor må vi indrette os på at producere uden tilskud. Derfor skal alle muligheder samles op, påpeger formanden for Landbrug & Fødevarer, Kvæg, Peder Philipp.

Over 1.000 så på kalve
Ved projektet, som i går blev præsenteret ved et stort åbent hus arrangement på Kjargården ved Sunds med langt over 1.000 besøgende, er der ud over de økonomiske aspekter i form af bedre tilvækst og afregningspriser også de sidegevinster, som krydsningsfrodigheden giver blandt andet i form af bedre sundhed.

- Samtidig sikrer vi arbejdspladser herhjemme, når kalvene ikke sendes til Holland til videre opfedning. Og så er der det etiske aspekt ved ikke at aflive især jerseykalvene, som hidtil ikke har haft værdi i produktionen, understreger Peder Philipp.

Derfor opfordrer han mælkeproducenterne til at tage den nye krydsningsmulighed til sig.

Og set ud fra den store interesse i går i Sunds tegner det lyst for den nye specialproduktion af kalve under otte måneder, som DC Beef har sat i værk her fra nytår.

Læs også