Jordskatten hænger i tågerne

Regeringen trækker i land med bebudet tilbagerulning af jordskattelettelse. Sker tidligst noget på området til foråret.

Op til valget har det lydt igen og igen, at når S-SF kom til magten, så ville landbrugets lettelser i jordskatten blive trukket tilbage. Budskabet er gentaget i udspillet »Fair Løsning 2020«.

Ind til videre er der dog intet sket på området. Jordskatterne nævnes ikke i regeringsgrundlaget eller i finanslovsforslaget. Under et åbent samråd i folketingets fødevareudvalg i torsdags forsøgte Venstres fødevareordfører Erling Bonnesen derfor at få svar på, hvad der skal ske med tilbagerulningen af jordskatterne.

- Jeg kan ikke løfte sløret for, hvad der sker. Der er ikke truffet nogen beslutning om jordskatterne. Det står ikke i regeringsgrundlaget, og det er ikke en del af det foreliggende udkast til finanslov. Så det kan jeg ikke sige mere om, svarede fødevareminister Mette Gjerskov (S).

 

Uafklaret minister
Til Altinget.dk siger skatteminister Thor Möger Pedersen (SF), at det endnu er for tidligt at sige, om en tilbagerulning af jordskattelettelserne vil blive en del af den skattereform, der bliver skudt i gang i løbet af foråret 2012.

Skattelettelserne fik landbruget af den tidligere VK-regering i forbindelse med en hjælpepakke til landbruget i januar 2010, samtidig med at Grøn Vækst 2.0 blev lanceret.

 

 

Læs også