H. Skjøde Knudsen A/S i Vissenbjerg viderefører dele af Ejvind Hansen ApS i Ringe. Navn og ekspertise sikres fra den 87 år gamle murer- og tømrervirksomhed med stor erfaring med landbrugsbyggeri.
Den 87-årige murer- og tømrervirksomhed Ejvind Hansen ApS i Ringe har mærket krisen og været nede til tælling siden september. Men firmaet er igen på benene, godt hjulpet af entreprenørvirksomheden H. Skjøde Knudsen A/S i Vissenbjerg.
Der er tale om nedlukning af det gamle selskab og etableringen af et nyt med navnet Ejvind Hansens Eftf., der får adresse på Bakkevej 2 B i Ringe.
- Der er en masse viden og knowhow i Ejvind Hansens gamle forretning. Den beror hos ledelsen og medarbejderne, så det er vort håb, at vi snart igen er i fulde omdrejninger og kan ansætte flere af de gamle erfarne medarbejdere, siger Jens Toft, der er medejer af Skjøde Knudsen i Vissenbjerg.
Positiv modtagelse
Murer- og entreprenørvirksomheden Ejvind Hansen har været ledet af brødrene Tage og Bjarne Hansen, der er tredje generation i det gamle firma. Sidstnævnte bliver leder af den nye virksomhed, og han får tre tidligere medarbejdere med over. Skjødes overtagelse har også betydet, at telefonnumre og mail-adresser er de samme som tidligere.
Murermester Bjarne Hansen er i disse dage ved at indrette lokalerne på Bakkevej i Ringe til firmaet Ejvind Hansens Eftf. Det sker i lokaler, der tidligere har været bilsynshal.
- Jeg har fået mange gode tilkendegivelser fra gamle kunder i forbindelse afviklingen af det 87 år gamle selskab, siger Bjarne Hansen. Vi er nu kommet i selskab med Skøde Knudsen og Odense Bygnings Service, der har samme ejerkreds. Det er blevet rigtig positivt modtaget af kundekredsen.
Synergieffekter
- Vi repræsenterer hver især et bredt erfaringsfelt i byggebranchen, så jeg tror på, at vi i et tæt samarbejde og hver for sig kan drage nytte at den synergieffekt, der ligger i, at vi altid vil kunne supplere hinanden, når der er behov for det, og arbejde selvstændigt, når det ligger lige for.
- Navnet Ejvind Hansen er godt indarbejdet i landbrugskredse på Fyn. Virksomheden har i generationer leveret gedigent arbejde, så det ville være både synd og skam, hvis den tillid, som man har oparbejdet, skulle gå tabt, siger Jens Toft.
Jens Toft peger på, at Ejvind Hansen har en alsidig profil og er rigtig god på kreaturstalde og har opereret på Fyn og øerne omkring og i trekantsområdet.
- Skjøde Knudsen er til gengæld god på svinestalde, så nu skal landbruget bare have gode kår igen, så er det min opfattelse, at der igen bliver brug for nyt og moderne staldbyggeri, siger Jens Toft.
Landsdækkende
Skjøde Knudsen har Fyn som base, men opererer også meget uden for øen.
- Vi har fortsat mange opgaver især på Sjælland, siger Jens Toft, og med Ejvind Hansens Eftf. ser vi muligheder for yderligere jobs at kunne byde på landsdækkende.
Et af de mere spændende projekter, som det gamle Ejvind Hansen-firma har været involveret i i de senere år er shelteret på Sandbjerggaard, der ligger i den vestligste del af Svanninge Bjerge-området. Shelteret er opført til en fri bestand af kødkvægracen Black Welsh. Besætning og shelter er bekostet af Bikuben-fondet.
- Det var en spændende opgave at være med til, siger Bjarne Hansen. Shelteret er på knap 900 kvadratmeter, og vi stod for totalentreprisen. Om det lige er lignende opgaver, der står for døren, ved Bjarne Hansen ikke.
- Nu er vi et lille hold af medarbejdere, som er klar til at tage fat, siger Bjarne Hansen. Vi kender hinanden, og vi er startet på en frisk et ny sted. Med os har vi køretøjer og værktøj fra det gamle firma. Vi har også fået telefonnumre og mailadresser med, så vi behøver ikke lang tid til at vænne os til de nye omgivelser.