Et stokerfyr behøver ikke betyde masser af rengøring og hyppige påfyldninger af brændsel.

Det ved Frits Danielsen, Dronninglund, der lige har fået et helt nyt Mini-flex stokerfyr. Det nye fyr, der kan fyre med både flis og fast brændsel, er købt hos virksomheden Overdahl Kedler ApS i nabobyen Hjallerup.

- Jeg kendte til virksomheden og var lidt fascineret af de fyr, de har udviklet, fortæller Frits Danielsen om sit nye fyr, der egentlig er en formindskelse af et større fyr, der har vundet priser på Agromek, og som har et patenteret system til indførelse af flis.

Fyret fås i flere forskellige størrelser og kan også leveres som en containerløsning komplet med stokerfyr og lagerplads.

Brændsel på lager til halvandet års forbrug
Frits Danielsen har selv bygget et siloanlæg til opbevaring af flisen i samarbejde med Jørgen Overdahl, som er opfinder af fyret og medindehaver af virksomheden Overdahl Kedler ApS.  

På lageret, der ligger i laden, er der plads nok til halvandet års forbrug af flis. I bunden af siloen har Frits Danielsen bygget en stor rampe med bladfjedre, der kører flisen ind til sneglen, der er bygget ned i rampen.

Det eneste, han skal gøre, er at starte sin traktor og skubbe flisen ind i siloen.

Næste projekt er, at der kan blæses luft op nedefra gennem rampen, så man også kan tørre flisen, mens det ligger på lager – også selvom fyret sagtens kan fyre med flis, der indeholder op til 55 procent vand.

Flis er nem og billig varme
Frits Danielsen driver et hobbylandbrug med 80 tønder land, hvoraf en del er skov. Derfor kan han hente træet lige udenfor døren, men han har også fået flis udefra. Han har selv traktor, tipvogn og flishugger.

- Hvis man vil gøre en indsats, så er det nemt at få fat i flis, siger hobbylandmanden og understreger, at flis er billigere end eksempelvis træpiller, også hvis man skal ud og købe flisen.

Det flis, Frits Danielsen har på lager nu, er lavet af tre mand på tre eftermiddage.

- Man kan også leje nogle til at flise træet, siger han.

Fyret kan fyre med alt lige fra flis, korn og træpiller til kirsebær- og olivensten. Og fyret finder selv ud af, hvordan det brænder mest effektivt med de forskellige produkter

Sparer tid…
- Der bliver ikke meget aske, når man fyrer med flis. Hvorfor ved jeg egentlig ikke, siger Frits Danielsen, der cirka én gang om ugen støvsuger askeskuffen og børster røgrøret rent.

- Det tager altså ikke mange minutter, og med egen virksomhed kan jeg heller ikke bruge mere tid på det, siger han og tilføjer dog, at som ejer af et stokerfyr, skal man være interesseret i at gå og holde øje med, om fyret brænder ordentligt.

- Man kan slet ikke lade være, smiler han og tilføjer:

- Det er ligesom at have dyr i stalden. Det er en hel refleks, at man skal se til det.

… og penge
Men han sparer ikke kun tid. Også penge, regner han med efter fyret har kørt siden 1. juli.

- I forhold til det gamle fyr, der brugte 80 kubikmeter flis om året, så er et forsigtigt bud, at jeg kommer ned på 50 kubikmeter om året, siger han om fyret, der har et lille varmetab på omkring tre til fem procent.

Desuden bruger fyret ikke meget strøm til pumpen.

- Jeg vil gætte på, at det bruger mellem 80 og 100 watt i timen, siger Jørgen Overdahl.

Et liv med fyr
Han har arbejdet med fyringsanlæg til blandt andet halm siden 1973, hvor han som landmand selv skulle bruge et halmfyr.

Hurtigt viste det sig, at Jørgen Overdahl havde mere end flair for fyringsanlæggene og var i en årrække ansat hos større producenter af fyr.

I 1980 lejede han sit jord ud, og i 1992 blev han selvstændig. Der er ti ansatte hos Overdahl Kedler, og hele kedlen produceres i de tidligere landbrugsbygninger på ejendommen i Hjallerup og lokaliteter i Brønderslev.

Overdahl Kedler er den eneste virksomhed, der, i hele Agromeks historie, har opnået at have trestjernede Europa-nyheder hele seks gange.