Tidligere pløje-verdensmester Niels Balle står bag nedpløjning af regler ved pløjestævne i Søften på søndag.
Trenden med at nedpløje bureaukratiske regler i den jyske muld ser ud til at brede sig fra Kolding, hvor KHL-formand Asger Christensen og hans bestyrelse i fredags fysisk nedpløjede de regelsæt, der skal forhindre landmænd i at pløje fodergræsmarker i efteråret.
På søndag vil tidligere pløje-verdensmester Niels Balle, Trige, således nedpløje en række regler ved en happening, der foregår under et lokalt pløjestævne på Rønbækvej 37 i Søften.
- Det er noget, jeg gør helt på eget initiativ som landmand, siger den 59-årige landmand, der efter eget udsagn har mødt stor opbakning fra mange, som har hørt om hans initiativ.
- Måske bliver vi flere - hvem ved?, bemærker Niels Balle. Pløjestævnet åbnes kl. 11, og protestpløjningen ventes udført cirka kl. 13. Foruden pløjning udstiller en række lokale maskinforretninger.