LU-formand: Skatter og afgifter sender landbrugsviden udenlands
Konkurrenceforvridende danske skatter skal væk. Fremtidens landmand har allerede blikket rettet mod de steder i udlandet, hvor vilkårene er bedre end i Danmark, pointerer LandboUngdoms formand.
Det nye regeringsgrundlag vækker ikke jubel hos LandboUngdoms formand, Jeppe Bomann, selvom han mener, der kan være enkeltelementer i teksten, der giver forbedringer for den kommende generation af danske landmænd.
- Den største hindring for os er de skatter og afgifter, der hæmmer vores konkurrenceevne. De skal væk, og det gælder alle erhvervsgrupper.
- Realiteten, som den nye regerings er nødt til at forholdes sig til, er nemlig, at flere og flere af vore medlemmer slet ikke orienterer sig mod Danmark, når og hvis de skal forsøge sig med at etablere virksomhed, siger han til Effektivt Landbrug.
Viden flytter væk
Jeppe Bomann er dog en af de unge landmænd, der har valgt at prøve lykken som selvstændig i Danmark. Men det er ikke politikernes skyld.
- Havde jeg kunnet overtale min kone, var jeg blevet selvstændig i Texas, konstaterer formanden, der er ved at indkøre en ny malkestald i et nyrenoveret staldanlæg med 350 køer i Videbæk.
Han vurderer dog, at flere og flere unge med landmandsdrømme kigger ud i verden mod mere eksotiske adresser i lande som Brasilien, Argentina og Ghana.
- Realiteten er, at de veluddannede unge danskere, som kunne have haft en fremtid i dansk landbrug, de vil søge til udlandet i stigende omfang. Og de tager deres viden med sig, siger Jeppe Bomann, og tilføjer:
- Forsvinder grundlaget for en stærk primærproduktion i landbruget, forsvinder grundlaget for en stærk fødevaresektor med forskning og tung viden, som alle taler om, vi skal leve af i fremtiden.
Når støvet har lagt sig efter folketingets åbning, vil de unge landmænd derfor snarest tage kontakt til den nye fødevareminister og her ridse problemstillingerne op.
- Vi vil bestemt også kraftigt understrege, at en ny YJ-låneordning er stærkt påkrævet, slutter LandboUngdoms formand. Den nuværende YJ-ordning udløber til årsskiftet.









































