Halmmanglen er et kæmpe stort problem, lyder det fra halmformand, Hans Stougaard, der hilser Dong Energys hævning af fugtgrænsen i Østdanmark for særdeles velkommen.
Endnu er det ikke noget samlet overblik over, hvor meget halm der mangler til energiproduktionen i år. Men sikkert er det, at problemet er stort. I lørdags modtog eksempelvis alle halmleverandører i Østdanmark et brev om, at Dong hæver fugtgrænsen på sine værker i Østdanmark.
Det betyder, at den gennemsnitlige fugtgrænse ekstraordinært hæves fra 22 procent til 24 procent på Dongs værker i Ringsted, Haslev, Slagelse, Masnedø og Maribo-Sakskøbing Kraftvarmeværker.
Mens fugtgrænsen på Avedøreværket hæves fra 24 procent til 26 procent. Hævningen af fugtgrænsen gælder kun for indeværende sæson og ophører uden yderligere varsel den 31. juli 2012.
Ifølge Dansk Halmleverandørforenings formand, Hans Stougaard, er Dongs tiltag meget positivt.
- Det er ikke sådan, at der er nogen, som har stået og sparket på dørene hos dem, for at få det igennem. Det er ved en god forståelse fra deres side, at de har gjort det, og det er jo bare et tegn på et godt samarbejde, siger halmformanden, der fortæller, at Dongs tiltag betyder, at halmleverandørerne nu kan komme af med mere halm.
Har kæmpe tab
Ifølge Hans Stougaard er situationen helt slem i år. I sit 71-årige liv kan han ikke huske et år, hvor der har været så store problemer, som i år med at få bjærget halm.
De sidste mange års slåen på tromme for de mange ekstra millioner ton halm, som der ligger på markerne, og som kraftværkerne ikke tager, er i år forstummet.
Mange halmleverandører står således over for kæmpe økonomiske tab, da de ikke er i stand til at levere den halm, som de har forpligtiget sig til.
Hans Stougaard er selv en af dem. Han vil dog ikke fortælle, hvor stort et tab, som han selv står over for, men han fortæller, at der er tale om et anseeligt beløb.
- Vi har jo mandskab gående, og vi har fire pressere stående, som vi ikke ved, hvad vi skal bruge til. Vi har halm liggende ude på marken, som ligger og rådner. Vi får et kæmpe kæmpe tab, og det er vi ikke de eneste, der har, siger Hans Stougaard.
Bestyrelsen i Danske Halmleverandører holder i næste uge et møde, hvor der bliver forsøgt at danne sig et overblik over, hvordan halmsituationen er i Danmark, og hvor meget halm, som der mangler.