Flyver bælter ind fra Canada

Efterspørgslen fra de skybrudsramte og vandlidende egne i det sydøstlige Danmark er så stærk, at tre kunder har valgt at betale dyr luftfragt for at få bælter på deres mejetærskere.

Nogle landmænd er villige til at betale en meget høj pris for at kunne færdes i marken med mejetærskeren.

- Jeg har solgt tre sæt af de canadisk producerede Soucy Track bælter til mejetærskere, som bliver fragtet hertil med luftfragt. Det betyder en merpris på 90.000 kroner pr. sæt, og dermed løber det hele op i en halv million kroner pr. mejetærsker, fortæller Michael Buchtrup fra Buchtrup Agro i Mariager.

- Det er da vanvittigt dyrt, men som jeg siger til kunderne, er det trods alt ikke mere end værdien af 40 hektar hvede, der ellers ikke kunne høstes. Er det to år, er det kun 20 hektar og så fremdeles, plejer jeg at argumentere.

Dyrere løsning
Løsningen med Soucy Track bæltesættet fra Buchtrup til eftermontering på en hjulmejetærsker er en hel dyrere end den merpris, en Claas Lexion koster i Terra Trac version i forhold til hjulmontering.

- Et bæltesæt af vore kan holde til tre tærskeres liv, og så bliver det jo et konkurrencedygtigt alternativ, lyder det fra Michael Buchtrup.

Her i den besværlige høst kunne Michael Buchtrup have solgt 10 sæt, men kunne desværre kun skaffe fem, hvoraf de tre er kommet her til landet med luftfragt til en betydelig merpris.

- Jeg havde kun en enkelt op til sæsonen, men forsøgte da at få mejetærskerforhandlerne til at disponere tidligt i foråret. Den interesse, der ikke var til stede dengang, er til gengæld overvældende nu, ærgrer han sig.

Bælter burde være standard
Grundlæggende mener den kronjyske bælteimportør ikke, der skal et vådt år som i år til at begrunde bælter på en mejetærsker.

- Faktisk synes jeg altid, en stor mejetærsker burde køre på bånd. Når en stor mejetærsker med fyldt korntank kører på marken, er trykket på forreste aksel ofte oppe på 25-28 ton, og det er en alt for stor belastning for jorden, siger Michael Buchtrup.

Læs også