Salgschefen ved Maribo Seed har netop afsluttet et lille privat forsøg, som afliver den gamle viden om, at sukkerroens store flotte blade betyder en lige så flot roe.
På sin gård ikke langt fra Nakskov ved Svinø har salgschef for Maribo Seed, Henrik Møller, netop afsluttet sit eget lille forsøg med sukkerroer. Eksperimentet lavede han primært, fordi han ganske enkelt ikke kunne lade være, og fordi han selv havde taget fejl, når det gælder en sukkerroes udseende. Og fejl kan man som bekendt lære af.
- Vi går en ny periode i møde, måske kan man sige en ny tidsalder, når det gælder nematodefri sorter som cactus og belvista. Derfor gælder det om at være opmærksom og åben over for disse nye emner på markedet. Jeg har til at begynde med ikke været helt fordomsfri, forklarer Henrik Møller. Og forsætter.
- Sidste år præsenterede vi på Maribo Seed vores sort belvista, og den plante havde jeg ganske enkelt ikke megen fidus til. Og det var blandt andet på grund af dens små blade, fortæller Henrik Møller.
Tankevækkende resultat
Han forklarer, at tommelfingerreglen for en god roe er et stort, flot mørkegrønt, tætsiddende bladareal. Men det viser sig faktisk, at denne definition ikke altid holder.
- Jeg besluttede mig for at plante en række belvista sammen med andre roesorter som hereford, boogie, cactus, og mange andre for at finde ud af, hvad forskellen helt præcist er, når nu bladareal og farve ikke altid er ens, siger Henrik W. Møller.
Belvista matcher de andre sorter
Og resultatet blev til en interessant iagttagelse, som gør at man fremover ikke altid skal dømme en roe på bladene.
- Da jeg for en uges tid siden trak tre forskellige sorter op, kunne jeg med al tydelighed se, at det ikke nødvendigvis var roen med de største og grønneste blade, som samtidig var den bedste sukkerroe eller den mest harmoniske.
- I den forbindelse, når vi taler om sukkerroer, ser jeg på om roen har en på ensartet overflade, hvor der ikke kan samle sig for meget jord , ligesom jeg ser efter om bladene er pænt samlet på midten øverst på roen, så man ikke skal skære for meget af i toppen, når den skal renses.
Og ved en hurtig sammenligning med de andre roer kunne Henrik Møller konkludere at selvom belvista ikke havde store, mørkegrønne blade, var dens udbytte mindst lige så højt eller højere som nogle af de andre sorters.
Man kan tage fejl
- Bevares, det er ikke en verdensnyhed, men det betyder, at vi hele tiden kan lære noget nyt, og at vi ikke altid kan regne med sukkerroens udseende over jorden. Vi må nogle gange grave lidt dybere, og hele tiden teste vores viden og ikke altid være så forudindtagede.
For Henrik Møller viser denne lille opdagelse sig at være et godt eksempel på, at han selv tog fejl, og at det kan betale sig at være en smule skeptisk en gang i mellem. Nu har han fået syn for sagen.
Han understreger, at jo mere gødning man bruger til sine sukkerroer, jo mindre risiko er der for at udvikle plantesygdomme. Men en lysegrøn sukkerroe med mindre blade kan dog sagtens have en ganske flot og harmonisk roe, som forsøget med al tydelighed afslørede.
Maribo Seed er en international frøvirksomhed med et netværk af datterselskaber, salgskontorer, distributører og agenter i mere end 30 lande. Maribo Seed forædler, producerer og markedsfører frø til sukkerroer, foderroer og proteinærter.