Fra Sydhavsøerne meldes der om omfattende spiring i Hereford-vinterhvede. Kun tørvejr og snarlig høst kan begrænse skaderne.
Spirende kerner i vinterhvede er nu observeret overalt på Lolland, Falster og Møn. Og også på Fyn, Langeland, Tåsinge og i Sønderjylland udvikler problemerne sig i markerne.
- I de ramte marker har vi fundet spirede kerner i cirka 10 pct. af aksene. Da der kan findes grønne spirer, har spiringen været i gang i en lang periode bagud. Og spiringen må hovedsageligt tilskrives det meget fugtige vejr, vi har haft i denne sommer.
Sådan siger planteavlschef Claus Nørgaard, Dansk Landbrug Sydhavsøerne, der dækker Møn og Lolland-Falster.
- Der er ingen kemiske løsninger på problemet - kun tørt vejr og en snarlig høst, tilføjer planteavlschefen.
Overvej sortsvalget
Senior planteavlskonsulent Rune Munch-Andersen, Patriotisk Selskab, råder planteavlerne til at sprede deres sortsvalg i hvede bedre, end de fleste har gjort det i indeværende dyrkningssæson. Det sker på baggrund af seneste dages meldinger om spirer i hvedemarkerne.
Vurderingen er, at hen ved 70-80 procent af vinterhvedemarkerne i de områder, der nu oplever spirende afgrøder, er sået med vinterhvedesorten Hereford.
Foruden hveden meldes der, som Effektivt Landbrug kunne berette tirsdag, også om spirende vinterraps i Syddanmark.
Læs mere i Effektivt Landbrugs trykte udgave i dag