Vildsvin fortsat uønsket i dansk natur
Det er helt essentielt for bekæmpelsen af vildsvin, at lodsejere og jægere deltager aktivt i at lokalisere dem, der allerede findes i den danske natur, så de kan nedlægges.
Siden der i vinter ved gentagne lejligheder blev observeret en stigende bestand af vildsvin i det sønderjyske, har Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen forsøgt at øge opmærksomheden på de vildsvin, der er i den danske natur. Dels for at få prøver fra nedlagte dyr til sygdomsovervågning og dels for at kunne regulere fritlevende vildsvin i Danmark.
Det skyldes især udviklingen i Sverige og Tyskland. Her har der i de sidste 10-15 år været en kraftig bestandsstigning, og begge lande har problemer med at holde bestandene nede.
Fra både Fødevarestyrelsen og Naturstyrelsen lyder det derfor, at når fritlevende vildsvin observeres i Danmark, er det vigtigt, at der sættes ind med det samme, da vildsvin hurtigt kan flytte sig fra et område til et andet. Naturstyrelsen nedlægger vildsvin på egne arealer, og pålægger private lodsejere at gøre det samme, hvis der observeres vildsvin på deres ejendom. Jægere og lodsejeres indsats i forhold til at forhindre vildsvinet i at etablere en bestand i Danmark er derfor afgørende, lyder det.
Øget fokus
Ifølge Lars Hvidtfeldt, der er Landbrug & Fødevarers repræsentant i Vildtforvaltningsrådet under Naturstyrelsen, er en øget opmærksomhed omkring vildsvin i den danske natur en rigtig god idé.
- Vi frygter, at vildsvinene i større omfang krydser grænsen i Sønderjylland. Derfor er vi ret meget på med hensyn til at holde øje med, hvad der sker. Viser det sig også, at den politik med afskydningspåbud, som Naturstyrelsen og regeringen fører, ikke er nok, så skal vi helt sikkert prøve at finde nogle mere effektive midler, lyder det fra Lars Hvidtfeldt.
Må reguleres året rundt
Som reglerne er nu, må vildsvin nedlægges i forbindelse med jagt eller ved regulering. Der er jagttid på orne fra 1. september til 31. januar, og på so og grise fra 1. oktober til 31. januar.
Vildsvin må reguleres året rundt uden forudgående tilladelse. Der er dog forskel på hvem, der må nedskyde vildsvin i forbindelse med henholdsvis jagt og regulering.
Alle med gyldigt jagttegn må nedlægge vildsvin indenfor jagttiden. Hvis der er tale om regulering, så er det ejeren, der afgør, om der skal ske regulering på ejendommen, uanset om ejeren har jagtretten på ejendommen eller ej. Desuden skal man være fyldt 18 år for at kunne foretage regulering.
Ifølge Lars Hvidtfeldt er der store negative konsekvenser ved vildsvin i Danmark.
- Vildsvin er et problem på flere områder. Det kan være markskader, i forhold til det veterinære, problemer med skader på friluftsinstallationer som eksempelvis golfbaner og folks haver. Derudover er de heller ikke med til at berige den danske natur i øvrigt ved at give naturoplevelser, som andre dyr gør, siger Lars Hvidtfeldt, der forklarer, at vildsvin er meget sky dyr, og en skovgæsts oplevelse ikke bliver beriget af vildsvin på samme måde, som det eksempelvis er tilfældet ved krondyr.







































