Fedekalvene trives med valle

KØDPRODUKTION: John Nielsen har brugt en vallebaseret mælkeerstatning de sidste fem år. Det er billigere end skummetmælksbaseret mælkeerstatning, og det får kalvene til hurtigere at æde kraftfoder, oplever han.

John Nielsen, Simested ved Nibe, overtog for otte år siden sine forældres ejendom Kryb-i-ly, hvor der tidligere var malkekøer.

Nu opfeder han 250 kalve om året og har 45 limousinekøer på ejendommen, hvor der i 2006 blev bygget en ny stald specielt til slagtekalvene og ammekøerne.

Han driver 114 hektar med korn, majs, slætgræs og omkring 45 hektar afgræsses. Kødet leveres til Danish Crowns Dansk Kalv og til Limousine Unik og Friland.

Egentlig er produktionen John Nielsens hobby, for han er også chauffør for Arla på fuld tid.

Succes med vallebaseret mælkeerstatning
Fra kalvene sættes ind og to måneder frem, får de en vallebaseret komælkserstatning fra Nutrax, Nutrakip Excellent, i en suttemaskine. Valle er et overskudsprodukt fra osteproduktionen.

Kalvene får 7,2 liter i døgnet fordelt på seks gange. Tildelingen styres af et transpondersystem. Samtidig tilbydes de kraftfoder.

- En vallebaseret mælkeerstatning giver en hurtigere fordøjelse, så kalven bliver mindre mæt. Det betyder, at den så æder mere kraftfoder, siger Fokke Komrij, der er konsulent hos det hollandske firma Denkavit, der blandt andet producerer Nutrakip, som forhandles af Poul Martin Mortensen, Nutrax i Støvring.

Firmaet er specialiseret i foder til smågrise og kalve og laver blandt meget andet både skummetmælks- og vallebaserede mælkeerstatninger.

John Nielsen oplever, at kalvene gerne tager valle-produktet, og han oplever stort set aldrig diarre. Og så er det en billigere løsning.

- Vallepulver er billigere end skummetmælkspulver, og kraftfoder er billigere end vallepulver, så det er en fordel, at kalvene hurtigere begynder at æde kraftfoder, siger han.

Tilvæksten er han også tilfreds med. Kalvene vokser 1250 gram pr. dag. Det er gennemsnitligt.

- De små kalve går i ældre stalde, og jeg tror, at de under mere optimale forhold, ville have en større tilvækst, siger han.

Management er afgørende
Fokke Komrij rådgiver de kunder, der bruger Denkavits produkter, og han tager turen fra Holland til Danmark med jævne mellemrum.

For i mange tilfælde kan produktet alene ikke gøre det, mener han.

- Management har en afgørende betydning, siger konsulenten på dansk.

Det har han lært sig på de mange besøg i Danmark.

En skrøne at valle-produkter ikke duer
Hollandske Denkavit, der lavede det første mælkeerstatningsprodukt i 1953, har siden dengang lavet forsøg for at finde frem til den rigtige sammensætning af de vallebaserede mælkeerstatninger.

For det er absolut ikke lige meget, hvordan råvarernes sammensætning og kvalitet er. Eksempel kan tørringen skade proteinet i foderet, hvis det tørres for varmt.

Er sammensætningen rigtig, vil han gerne mane den fordom til jorden, at det kun er skummetmælkserstatning, der duer.

- Det er for eksempel en skrøne, at der er mindre energi i valle-baserede produkter. Faktisk findes der nogle med mere energi end skummetmælksprodukterne, siger han.

Poul Martin Mortensen har samme oplevelse. Allerede for 25 år siden lavede han et forsøg sammen med landboforeningen, hvor de testede forskellen på skummetmælks- og vallebaseret mælkeerstatning.

- Der var ingen forskel, siger han.

Læs også