Leeb og Horsch etablerer nyt selskab til produktion af sprøjter. Ved Horsch’s praksisdage i Tjekkiet blev der demonstreret en ny selvkørende sprøjtegigant.
Den tyske sprøjteproducent Leeb og maskinproducenten Horsch intensiverer nu deres årelange samarbejde og danner et nyt selvstændigt selskab, Horsch Leeb Application Systems GmbH.
Selskabet kommer til at indeholde aktiviteter med udvikling og produktion af sprøjter.
Det kom frem under Horsch’s praksisdage i Tjekkiet i denne uge, hvor fabrikanterne blandt andet demonstrerede en af verdens største selvkørende sprøjter på to aksler for omkring 80 danske planteavlere og maskinstationsejere.
8.000 liter
Den nye selvkørende sprøjte hedder Leeb PT270 og har plads til 8.000 liter i tanken, der er fabrikeret af rustfrit stål. Sprøjten er udstyret med en 270 hestes Deutz motor med seks cylindre.
- Med 150 liter pr. hektar kan der sprøjtes over 50 hektar i en påfyldning, forklarer Arne Gejl, produktspecialist hos Horsch-importøren Stroco-Agro i Hammel.
- Også til udbringning af flydende gødning vil sprøjten være særdeles velegnet. Sprøjten er monteret med højtydende vedligeholdelsesfri centrifugalpumpe, og der er ingen problemer med at læsse selv store mængder gødning af, siger han.
Ny bom
Bommen er nyudviklet og kan leveres i størrelser op til 36 meter. Den kan lyses op af to kraftige LED-lyskilde, når der sprøjtes om natten.
- Leeb sprøjterne er desuden udstyret med en bomcirkulation, hvor luftstyrede ventiler styrer alle funktioner og sikrer en fyldt bom ved sprøjtestart, fortæller Arne Gejl.
Han fremhæver desuden, at Leeb sprøjten kan udstyres med Vario-Select dysestyring.
- Ved hjælp luften kan man med Vario-Select dysestyringen skifte individuelt imellem op til fire dyser fra kabinen. Med dette system kan der i løbet af en sprøjteopgave ændres dråbestørrelse. Det kan eksempelvis være nyttigt i tilfælde af tiltagende vind og afdrift, forklarer han.
Leeb PT 270 sprøjten er monteret på en luftaffjedret undervogn og kan køre både »dogwalk« styre på enten bag- eller forhjul eller styre på alle fire hjul.
Trailersprøjte
Den nye trailersprøjte Leeb GS 6000 blev ligeledes demonstreret for de danske deltagere. Den har 6.000 liter i tanken og er også styret med luft.
Ifølge Arne Gejl er der kompressor på sprøjten i tilfælde af, at der ikke er luft til rådighed på traktoren. Bommen kan blandt andet sektionsdeles i 18 dele, hvilket betyder at man på en 24 meter bom kan sektionsopdele ned til en meter.
Et af de tiltag, der arbejdes med i det nye selskab, Horsch Leeb Application Systems GmbH, er et nyt koncept til fyldning af marksprøjten, hvor en tankvogn med stor pumpekapacitet kan holde marksprøjten i gang.