Økologer tjener mere end konventionelle
Den gennemsnitlige økologiske planteproducent kunne i 2010 notere en fremgang i driftsresultatet på 400.000 kroner – godt 50.000 kroner mere end de konventionelle, viser foreløbige tal.
En foreløbig analyse fra Videncentret for Landbrug viser, at den gennemsnitlige økologiske planteproducent i 2010 kunne notere en fremgang i driftsresultatet på 400.000 kroner, hvilket er godt 50.000 kroner mere end de konventionelle planteproducenter.
- De første regnskaber viser et driftsresultat på knap 80.000 kr., men vi forventer, at dette resultat vil stige, når alle regnskaber er færdige, siger William Schaar Andersen, specialkonsulent i Videncentret for Landbrug, Økonomi. Analysen er baseret på knap en fjerdedel af de regnskaber, videncentret forventer at få ind i økonomidatabasen.
Årsagen til det forbedrede driftsresultat skal ifølge analysen primært findes i forbedrede kornpriser, der er steget 40 procent fra høsten 2009 til høsten 2010. Herudover er de variable omkostninger ved produktion reduceret, hvilket i gennemsnit bidrager med 80.000 kr. til bundlinjen – knap 20.000 mere end de konventionelle planteproducenters (se skemaet, red.).
Finansieringsomkostningerne er nærmest uændrede. Trods nogle realiserede tab på finansaktiver er det typiske bilede, at det lavere renteniveau kompenserer for dette.
Forbedringer næste år
Trods fremgangen er der et stykke vej til, at resultatet kan betragtes som tilfredsstillende. Driftsresultatet skal dække såvel aflønning af ejer som forrentning af egenkapital samt en betaling for den øgede risiko, den økologiske producent påtager sig som følge af produktionsformen.
Analysen er baseret på de bedrifter, der både har afleveret regnskaber i 2009 og i 2010.
- Ser vi på de regnskaber, som blev afleveret i 2009, men endnu ikke er blevet indleveret i 2010, er deres driftsresultat i gennemsnit noget bedre, hvilket giver grund til at forvente, at hele 2010 resultatet for økologiske planteavlere bliver noget bedre, end tabellen (vist her på siden, red.) viser på nuværende tidspunkt, lyder det fra videncentret.
Ikke godt nok
- Men i år når vi ikke et tilstrækkeligt niveau, siger William Schaar Andersen, der dog umiddelbart ser muligheder for forbedring af næste års resultater for de økologiske avlere.
- Priserne for årets høst befinder sig nu på et noget højere niveau end i høsten 2010, hvilket giver optimisme for yderligere fremgang. Fastholdes det, vil der alt andet lige være basis for en ny forbedring i næste års regnskab. Men det er vigtigt at understrege, at fremgangen skal være væsentlig, for at vi nærmer os en fornuftig lønsomhed, fastslår William Schaar Andersen.



































