Opråb spirer i Sønderjylland
En række unge landmænd vil danne ny forening, der skal tale de unges sag politisk. Image og miljø er to af mærkesagerne.
- Det er sidste chance. Det er det.
Timm Lorenzen sukker og erkender, at drømmen om et liv som selvstændig landmand har trange kår i dagens Danmark.
- Jeg vil kæmpe. Det vil jeg. Det er derfor, jeg går med i det her projekt. Jeg tror fortsat på, jeg bliver selvstændig landmand en dag. Men det er ikke sikkert, det bliver i Danmark. Måske er jeg tvunget til at søge lykken i udlandet, selvom jeg allerhelst ville søge lykken herhjemme.
Timm Lorenzen er 22 år. Og han er talsmand for en gruppe unge landmænd, der for de flestes vedkommende har rødder til Gråsten Landbrugsskole. Den 22. juni samles gruppen i Øster Terp Forsamlingshus ved Løgumkloster i Sønderjylland for at holde stiftende generalforsamling i det, der skal blive foreningen De Nye Spirer.
Låst ejendom
Timm Lorenzen er formandskandidat, og han understreger, at selvom han ikke er enig med den eksisterende ungdomsorganisation, LandboUngdom, i alt, så ønsker De Nye Spirer ikke splid. De vil bare noget andet og mere end traktortræk og praktikpladser.
- Min egen drøm om at blive landmand er foreløbig druknet i miljøregler herhjemme. Min fars gård, som jeg i dag arbejder på, har 100 hektar jord, 45 malkekøer og 150 moderfår. Den ligger syd for Tønder og midt i et Natura 2000-område; har det lokale Snæbel å-projekt på en del af arealerne, lidt småskov og generelt lavtliggende jord. Alt sammen er med til at gøre, at jeg ikke kan overtage ejendommen og bygge til 140 økologiske køer, som jeg gerne ville. Ejendommen er totalt låst af miljømæssige årsager. Og der er ingen som helst kompensation for tabte muligheder, så man eventuelt kunne begynde på en anden ejendom.
- Jeg kæmper, men måske er det bare urealistisk at blive selvstændig landmand i det her land i en alder af 22 år. Min sidste chance er, at vi gennem De Nye Spirer kan få skabt så megen debat og dialog, at folk får øjnene op for vores situation, siger Timm Lorenzen.
Nye veje
Han tilføjer, at De Nye Spirer vil bruge Facebook, hvor man har oprettet en gruppe, der i dag har 218 medlemmer. Spirerne vil i det hele taget bruge nettet og film- og videomediet til at skabe opmærksomhed om og forståelse for de unges situation på landet.
- Jeg er ikke imod natur. Tværtimod. Men jeg kan konstatere, at boede jeg tre kilometer mod syd - i Tyskland - så ville jeg sagtens kunne bygge videre på min fars gård og drive den videre med køer. Det kan jeg ikke i Danmark. Jeg må bare sige, at der er nødt til at ske noget. Jeg ved ikke, hvorfor vi ikke har politisk forståelse. Og jeg ved heller ikke, hvorfor vi så ofte bliver behandlet negativt i medierne. Men vi må gøre noget for at skabe forståelse for vores erhverv. Og vi vil ud og fortælle folk om de her ting, for vilkårene er ikke lige, pointerer Timm Lorenzen, og tilføjer:
- Da jeg begyndte på landbrugsskole, var vi 40-50 unge med håb og drømme om at blive selvstændige landmænd. I dag er vi fire-fem stykker, der har drømmen tilbage. Og det er måske endda slet ikke realistisk for én eneste af os.
Psykisk hårdt
Timm Lorenzen fortæller videre, at ser han på sin egen far, der er midt i halvtredserne, kan han se, at det er enormt hårdt at været landmand i Danmark - ikke mindst psykisk.
- Manglende forståelse og en konstant strøm af regler. Jamen, det sætter sine spor. Jeg har selv været i Western Australia i et halvt år for at arbejde. Der har jeg oplevet friheden. Og jeg har faktisk muligheden for at komme derned igen - og det er nok også realistisk at overtage min tidligere arbejdsgivers ejendom dernede.
- Men jeg vil jo allerhelst være landmand i Danmark. Man vil bare ikke give mig lov, og man vil ikke give mig rimelige betingelser. Så jo, Australien er i spil, hvis ikke vi - blandt andet via De Nye Spirer - kan få flyttet nogle holdninger til landbruget markant, slutter Timm Lorenzen.






































