HorTeam-Expo udstillingen for producenter af frugt og grøntsager samt planteskoler blev igen en succes. Men måske bliver det sidste messe på Institut for Havebrugsproduktion.
Den 8. udgave af Skandinaviens største havebrugsudstilling, HorTeam-Expo, på Forskningscenter Årslev blev en succes. Og det på trods af, at udstillingen for en måned siden var truet af aflysning på grund af for få tilmeldte udstillere.
Men i elvte time meldte flere udstillere fra blandt andet Tyskland og Holland deres ankomst. Ikke færre end 74 stande deltog, og det er ny rekord. Den hidtidige rekord med 72 stande blev sat ved den seneste udstilling for to år siden.
En anden rekord fra 2009 med 1.000 besøgende fagfolk fra både ind- og udland gælder dog stadig. I år blev udstillingen besøgt af omkring 900 interesserede.
Fremtiden uvis
Men om den 9. udgave af HorTeam-Expo bliver en realitet, er endnu uvist.
- Forskningscenter Årslev, der hører under Aarhus Universitet, skal have ny struktur. Sagt med andre ord omdannes Årslev til et nyt institut, der også skal have ny leder. Men selv om mange aktiviteter rykker fra Årslev til Aarhus, håber jeg, traditionen med HorTeam-Expo kan bevares. Og skal jeg tro årets udstillere, er jeg ikke den eneste med det ønske, lyder det fra en tilfreds udstillingskoordinator Kim Nielsen.
Da traditionen med en udstilling i slutningen af det sidste århundrede blev startet, var den forbeholdt danske frugtavlere. Det var først i 2009, Forskningscenter Årslev gav udstillingen det internationale navn HorTeam-Expo, der på samme tid også kom til at omfatte grøntsager, prydplanter og planteskoleprodukter.