Anmeldeordning skudt i gang med IT-kaos

Med virkning fra 10. april er den nye husdyrlov og dermed de længe ventede lettelser i anmeldeordningen i drift. Miljøstyrelsen fejrer lettelsen med at lukke den direkte adgang til sit IT-system.

Med otte arbejdstimers respit fik miljørådgiver Jacob Altenborg, Miljø & Natur Landbrugsrådgivning i Kolind i fredags at vide, at anmeldeordningens ansøgningssystem lukkes i 14 dage.

- Jeg har ikke kunnet sende noget siden den 15. marts og det er meget frustrerende for mig, der har miljørådgivning og deriblandt rådgivning efter den nye anmeldeordning som et væsentligt forretningsområde, lød det fra en stærkt oprørt Jacob Altenborg i går morges.

- Det skal siges, at jeg efter en henvendelse til Miljøstyrelsen har fået tilsagn om, at der muligvis kommer en demo-version af det nye ansøgningssystem op at køre fra tirsdag. Dermed kan vi trods alt lave de grundlæggende beregninger.

Dårlig timing
Jacob Altenborg mener, tidspunktet for indkøring af et nyt ansøgningssystem er meget dårligt.

- Miljøstyrelsen begrunder lukningen med, at styrelsens IT-afdeling holder lukket i påsken og de derfor ikke kan få support i påsken.  Jeg synes, den første meddelelse var direkte at tage pis på os. Alene at tænke sig en nedlukning i 14 dage er både uhensigtsmæssigt og vanvittigt. Så kunne man sørme da vente til efter påske med tilretningerne af systemet, lyder det fra miljørådgiveren.

Effektivt Landbrug har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Miljøstyrelsen for at få en forklaring på, hvorfor et nyt IT-system netop skal indkøres samtidig med anmeldeordningens ikrafttrædelse.

Læs også