Da Hobro-Aalborg Landboforening fusionerede med Vesthimmerlands Landboforening, havde Aalborg-foreningen en gæld til sine medlemmer, som vesthimmerlændingene nu har været med til at betale tilbage over de seneste tre år, siden fusionen skete.

Ved generalforsamlingen i Agri Nord forleden, hvor hele 33 ud af 174 fremmødte medlemmer stemte mod beretning og regnskab, og hvor foreningens revisor blev afsat, var der murren i krogene. Især kom røsterne fra det tidligere Vesthimmerlands Landboforening.

Martin Pinholt, Ålestrup, der indtil efteråret 2010 var formand for regnskabsudvalget i Agri Nord – fusionen, gjorde på generalforsamlingen sin kritik gældende. En kritik han efterfølgende gerne uddyber.

Gælden skjult
- Jeg føler mig snydt, og der er tilbageholdt oplysninger både fra direktionen, formandskabet og revisionens side, siger han.

Han vurderer, at det drejer sig om cirka syv millioner kroner, som den tidligere Aalborg Amts Landboforening skyldte medlemmerne, der havde indbetalt a conto til landboforeningen.

- Aalborg Amts Landboforening må have manglet penge, da de oprettede a conto-systemet, og det ser ud til, at a conto-beløbet har dækket den gæld, for gælden har aldrig figureret i regnskabet, og vi blev ikke oplyst om den, da vi diskuterede fusionen, siger Martin Pinholt.

Han mener, at det kun er rimeligt, at Aalborg-medlemmerne får deres penge tilbage, men han mener ikke, det er rimeligt, at vesthimmerlændingene skal være med til at betale dem.

Der skal ryddes op
Der gik næsten halvandet år, inden han fandt ud af, at der var en gæld. Han føler ikke, at han kunne få et klart svar fra hverken formandskab, direktion eller revisor.

- Jeg er glad for, at Agri Nord nu skal have en ny revisor, for jeg har aldrig været tryg ved den tidligere, siger han.

Det var der mange andre, der heller ikke var, for ved årets generalforsamling i Agri Nord, blev det ved en skriftlig afstemning besluttet, at landboforeningen skal have en ny revisor. 95 sagde nej til den nuværende revisor, mens 41 sagde ja.

Martin Pinholt har sammen med en række kollegaer i Vesthimmerland anmodet Agri Nord om at få ryddet op i tingene, og han er blevet indkaldt til et møde med formandskab og direktion, når der er fundet en ny revisor.

- Det er vigtigt at få ryddet op, siger han.

Færre regnskaber
Men det er ikke kun gælden til Aalborg-medlemmerne, som Martin Pinholt føler sig snydt af.

Han påpeger, at der i Hobro-Aalborg Landboforening desuden var 300 regnskaber færre, end medlemmerne af Vesthimmerlands Landboforening blev oplyst om.

- Der blev oplyst, inden fusionen, at der var 300 regnskaber mere i Hobro-Aalborg Landboforening, end der reelt var, siger Martin Pinholt.

Fastholder fusionen
Selvom Martin Pinholt ikke havde været for fusionen, hvis han dengang havde vidst, hvad han ved nu, så mener han ikke, det er en løsning at splitte foreningerne igen.

Men med den økonomi, der er i Agri Nord, et underskud på op til 20 millioner i løbet af de seneste tre år, mener han, at der skal gøres nogle nødvendige tiltag.

Han mener, det bør overvejes, at landbocentret, dyrskuepladsen og sportshallen Skalborggaard i Aalborg sælges for at skabe en levedygtig virksomhed.

- Der skal penge i kassen, og medarbejderne kan sagtens være på centrene i Aars, Hadsund, Hobro og i Aalestrup, hvor vi står med et tomt center, vi ikke kan sælge, siger han og tilføjer:

- Vi skal have gjort noget ved det her. Der skal ikke lægges flere omkostninger over på landmændene. Det er livsnødvendigt, at vi har det mål, siger han.

Direktionen i Agri Nord oplyser, at man ikke på nuværende tidspunkt ønsker at kommentere kritikken fra Martin Pinholt.