Landbrugets rolle som grundpille i landdistrikterne viger

Tidligere spillede landbruget en nærmest altdominerende rolle i landdistrikterne. Sådan er det ikke mere. Specialiseringen og effektiviseringen af landbruget har tyndet kraftigt ud i antallet af landmænd. Derfor er landbrugets rolle som grundpille i landdistrikterne på tilbagetog.

- I dag vil der typisk kun være en, to eller max tre produktionslandbrug tilbage i et sogn. Derfor spiller landbruget ikke den samme kulturbærende rolle som tidligere. I stedet indgår landbruget i den nye landbokultur, som i kraft af strukturudviklingen for alvor er vokset frem indenfor de seneste 10 år, og som består af både landmænd, traditionelle landboere og tilflyttere, siger professor Flemming Just fra Syddansk Universitet, som har forsket meget i landbrug og andelsbevægelse og i landdistriktspolitik og landdistriktshistorie.

- Landbruget er stadig noget specielt, fastslår han, men den nye generation af landmænd har travlt med at bygge de nye, store bedrifter op og har ikke tid – og måske heller ikke interesse i – at involvere sig i alt muligt, som ikke har med bedriftens økonomi at gøre.

Mig selv først bacillen
Det, som bar den tidligere landbrugskultur, var et stærkt fællesskab og en stærk fællesskabsfølelse, hvor den enkelte var parat til at yde noget, som lå ud over dem selv og deres egne interesser.

- Det er en kultur, som nu er ramt af, at flere og flere – og det gælder bredt i alle samfundsgrupper – en »mig selv først« holdning. Landbrugskulturen er med andre ord ramt af den samme bacille som den øvrige del af samfundet. Der er ikke så mange, som vil ofre noget på fællesskabets alter, hvis det ikke lige har noget med dem selv eller deres egne børn at gøre, siger Flemming Just.

Fællesskabskulturen er simpelthen på et markant tilbagetog. Derfor kan den gamle landbrugskultur ikke fortsætte på samme måde som tidligere, hvor det var landmændene, der dominerede og satte dagsordenen i landdistrikterne med hele det tankesæt, der prægede den gamle fællesskabskultur. Det er landmændene simpelthen blevet for få til.

- I gamle dage, påpeger Flemming Just, tog man revl og krat med, når man holdt fester ude på landet. I dag inviterer man kun dem med, som »siger en noget«. Det er et udtryk for, at folk på landet også er blevet mere selektive. Man vælger sine fællesskaber med omhu, og de fleste vil tilsyneladende helst være sammen med nogen, som ligner dem selv.

Ildsjæle kan brænde ud
Det betyder dog ikke, at den nye landbokultur og livet i landdistrikterne er døende, understreger professoren.

- Mange landdistrikter har det faktisk meget bedre end deres rygte, fordi der er mange mennesker, som gerne vil ud på landet og bo i behagelig afstand fra de lidt større byer. Her kan de få »den bedste af alle verdener« i form af naturskønne områder, billige boliger og små og overskuelige skoler til deres børn. For mange er livet på landet blevet et attraktivt alternativ til en tilværelse i en forstad til de store byer, påpeger Flemming Just.

- Det er ikke nødvendigvis arbejdspladser, der skaber sammenhold, tilføjer han. Det kan også være fritidsaktiviteter. Men velfungerende landsbyer er afhængige af ildsjæle, og det problematiske er, at ildsjæle kan brænde ud, hvis der går for meget »Tordenskjolds soldater« i det. Hvis man driver rovdrift på ildsjælene, kan det nemt gå galt, og man skal være opmærksom på, at der er færre af dem end tidligere.

- Derfor vil vi også i fremtiden se landsbyer, hvor servicefunktionerne stille og roligt forsvinder, og det lokale samfund dør ud, siger Flemming Just.

Landbruget er et arbejde
Landbruget er som nævnt blevet en del af en ny landbokultur, hvor landmændene ifølge Flemming Just i stigende grad tager hensyn til de øvrige beboere, som bor på landet. Man lægger gylletanken væk fra boligområderne, hvis det kan lade sig gøre, og selv om der ikke længere er det tætte fællesskab og den stærke fællesskabsfølelse som tidligere, er landbruget et respekteret erhverv.

- Landmændene nyder normalt stor respekt ude i landdistrikterne, og erhvervet bidrager positivt til lokalsamfundet ved at skabe arbejdspladser, selv om de ikke alle sammen ligger i landsbyerne. Det kan for eksempel være arbejdspladser i transportsektoren eller fødevaresektoren, der normalt ligger tæt på de større byer, siger Flemming Just. 

Han understreger samtidig, at den nye generation af landmænd har en anden tilgang til erhvervet end den generation, der er ved at gå på pension.

- Den unge generation af landmænd ligner mere og mere den øvrige del af befolkningen med hensyn til livsstil. Landbruget er et arbejde og ikke nødvendigvis en livsstil. Den moderne landmand passer børn, vasker op og tager på ferie. Hvis ikke de gør det, så fortæller deres koner dem, at det har de altså bare at gøre, siger Flemming Just.