Formand for LHN, Jørgen Popp Petersen, opfordrer den danske stat til straks at stoppe for, at modtagere af EU's landbrugsstøtte bliver offentliggjort.
I sidste uge faldt en afgørelse ved EU-domstolen ud til tre tyske landmænds fordel, da de mener, at det skal være ulovligt, at offentliggøre modtagerne af EU's landbrugsstøtte. Den tyske stat lukkede herefter omgående for de tyske hjemmesider, hvor støttemodtagerne blev offentliggjort.
Nu kræver landboforeningen LHN, der har sine rødder i det tyske mindretal i Sønderjylland, at den danske stat gør det samme.
Ifølge formand for LHN, Jørgen Popp Petersen, kan det meget vel være, at den danske regering kan have en anden politisk holdning, men juraen kan vel ikke gradbøjes.
- I øvrigt mener jeg heller ikke, at det tjener noget formål, at skatteyderen har indsigt i hvor meget Hans Peter bondemand årlig modtager i EU-støtte. Tværtimod. Diskussionen afspores, fordi man med janteloven i hånden kan forarge sig over, om man nu modtager 100.000 kroner eller 5 mio. kroner årlig, lyder det i en kommentar fra Jørgen Popp Petersen.
Han mener, at vel skal der være åbenhed i budgetterne, men det er først og fremmest politikernes opgave at forklare og forsvare, hvorfor EU hvert år pumper mere end 7 mia. kroner ud til dansk landbrug.
Afslører intet privat
I alt sender EU over 400 mia. støttekroner af sted til landmændene i medlemslandene hvert år. I sidste uge udtrykte både fødevareminister Henrik Høegh (V) og EU's landbrugskommissær Dacian Ciolos ifølge Ritzau skuffelse over afgørelsen i EU-domstolen, da de begge går ind for fuld åbenhed, for blandt andet at undgå, at debatten bliver præget af forkerte tal.
Og ifølge stifterne af non-profit hjemmesiden farmsubsidy.org, hvor der arbejdes på at give et overblik over samtlige modtagere af landbrugsstøtte i alle EU-lande, bliver der også udtrykt skuffelse over dommen.
På hjemmesiden, som er stiftet af den britiske analytiker Jack Thurston og de to danske journalister Nils Mulvad og Brigitte Alfter, kan man i øvrigt fortsat finde modtagerne af landbrugsstøtte i Tyskland, som den tyske stat ellers har valgt at blokere for på landets egne hjemmesider.
De tre stiftere af farmsubsidy.org skriver i en fælles erklæring, at landbrugsstøtte er en virksomhedsstøtte, der ikke kan sammenlignes med velfærdsydelser. Tallene afslører ikke og hænger ikke sammen med modtagernes private forhold, og der ikke forbundet nogen skam ved at modtage beløbene.
- Alt det som tallet siger om modtagerne er, at de ejer en virksomhed, som har modtaget subsidier. Det fortæller os ikke noget omkring om ejerne er gamle, unge, hvide, sorte, homoseksuelle eller heteroseksuelle. Det fortæller os ikke noget, som en fornuftig person må anse som personlige eller private oplysninger, lyder det i erklæringen.
De tre stiftere mener, at det er helt rimeligt, at EU's borgere får oplysning om hvem der modtager EU's landbrugsstøtte, når den koster hver gennemsnits-husholdning i EU 1.000 euro om året.
- Hvilken bedre måde er der for at forklare borgerne, som ved så lidt om EU's landbrugspolitik, hvad den er og hvordan den fungerer, lyder det.