Fischer Boel i spidsen for grøn vækstklynge

- Vi er hverken de største eller de billigste. Så vi må være de klogeste, mener fødevareminister Henrik Høegh. Danske planter og grøntsager skal derfor være de bedste - ikke de billigste.

Negativ udvikling skal afløses af vækst. Og arbejdspladserne i virksomhederne under brancheorganisationen Dansk Gartneri skal fastholdes.

Det var blandt budskaberne, da Dansk Gartneri tirsdag præsenterede en ny vækstgruppe under navnet »Den Grønne Vækstklynge«.

Formand for den nye vækstklynge er tidligere EU-kommissær og tidligere fødevareminister Mariann Fischer Boel. Hun lagde på konferencen vægt på, at det blandt andet er op til den nye vækstklynge at vende den negative udvikling, hvis produktionen skal fortsætte i Danmark.

- Ingen løsninger kommer udefra. Vi skal selv finde de løsninger, der kan skabe vækst. Vi skal optimere produktionen, ellers er vi på taberkurs, pointerede hun.

Bæredygtig udvikling
Fødevareminister Henrik Høegh understreger, at han vil være med til at holde fokus på en bæredygtig udvikling.

- Der er mange arbejdspladser i gartnerierne. Det er vigtigt, at man fremad har et levegrundlag, og at man kan fastholde arbejdspladserne. Derfor tror jeg, Den Grønne Vækstklynge er et rigtig godt initiativ, lyder det fra Henrik Høegh, som tilføjede, at han tror, det bliver svært for de danske gartnerier at konkurrere på prisen, og at man i stedet skal satse på fornyelse og kvalitet.

- Vi er hverken de største eller de billigste. Så vi må være de klogeste.

De bedste
På konferencen var der da også enighed om, at danske planter og grøntsager skal være de bedste.

Hos fagforbundet 3F lægger man vægt på, at kravene til fremtiden stiller krav til medarbejderne på gartnerierne om nyskabelse og udvikling.

Derfor er der, ifølge 3F, behov for mere og bedre uddannelse af de grønne medarbejdere.

Læs også