De vil ikke finde sig i det.

Landsforeningen for Bæredygtigt Landbrug stævnede i maj måned René la Cour Sell, direktør i Danmarks Naturfredningsforening for injurier efter han gentagende gange har udtalt, »at der er lukket 300-400 vandboringer de senere år på grund af landbrugets sprøjtegifte.«

Det kræver Bæredygtigt Landbrug rettens ord for, at han skal tilbagekalde, da de mener, at dette er en helt udokumenteret og urigtig oplysning, der skader landbruget.

I de sidste par måneder har der været stille omkring sagen, men den ruller endnu, fortæller Christian Castenskiold, formand for Bæredygtigt Landbrug.

- Det er en langsommelig proces, har jeg fundet ud af. Der er svartider og så videre, hvor han (René la Cour Sell.red) har mulighed for at give sit syn på sagen, og vi så skal svare tilbage. Der går åbenbart en hel del korrespondance frem og tilbage i den her proces, så det er ikke noget, som der kommer afgørelse på lig her og nu, men vi må jo så tage den tid, som det tager, siger Christian Castenskiold.

Han forventer, at sagen formentlig ender ved byretten i Roskilde på et eller andet tidspunkt, da han endnu ikke har set noget tegn på, at René la Cour Sell har tænkt sig at trække sin påstand tilbage.

Ved ikke, hvor de står
Rent juridisk er Christian Castenskiold ikke i stand til at vurdere, hvor god en sag Bæredygtigt Landbrug har, men han synes, at det er rigtig vigtigt, at Danmarks Naturfredningsforening er ansvarlig med de oplysninger og påstande, som de kommer med.

- Jeg synes ikke, at man skal fremme en sag med ukorrekte påstande, som ikke kan dokumenteres. Naturfrednigsforeningen synes, at de kan udtale sig med meget skarpe påstande, der måske også er på kanten, fordi de varetager naturens tarv. Det er selvfølgelig også et udmærket formål, men jeg synes stadig ikke, at det berettiger til, man omgås sandheden ukorrekt, siger Christian Castenskiold.

Vigtigt for landbruget
Han synes, at det for landbrugets skyld er vigtigt, at man nu svarer igen og ikke lader sig stå tavse til, hvilket han synes, er sket i alt for mange år.

- Den måbende omverden må jo et eller andet sted tro, at det er rigtigt, når sådan nogle ting, som Danmarks Naturfredningsforening for eksempel er ude at sige, bliver sagt så mange gange, og der er ingen, der siger dem imod. Jeg tror, at det er vigtigt, at der er nogle som os, der går ud at siger, at sådan hænger det altså ikke sammen, lyder det fra Christian Castenskiold.

Effektivt Landbrug forsøgte uden held i går også at få en kommentar fra René la Cour Sell.