Danmarks ældste dyrskue

Når Bornholm Landbrugs dyrskue i weekenden disker op med et stramt program er det for 157. gang det finder sted.

Danmarks største dyrskue i Roskilde er en ren letvægter, hvis man ser på alderen af dyrskuet og sammenligner det med Bornholm Landbrugs dyrskue i Almindingen.

Mens Roskilde Dyrskue for knap en måned siden kunne åbne op for den 41. af slagsen, så kan Bornholms Landbrugs formand i weekenden åbne for den 157. udgave af dyrskuet på Bornholm.

Der plejer at møde 15-17.000 mennesker op til det bornholmske dyrskue, mens der kommer næsten 60 udstillere, foruden de mange dyreudstillere.

Flere malkekvæg, færre kødkvæg
Årets malkekvæg-udstilling byder på 49 katalognumre, og det er to flere end i fjor. Som noget nyt kommer der også otte kvier med i malkekvægudstillingen.

Til gengæld er der et fald i antallet af udstillede kødkvæg-dyr på årets dyrskue. Kun 30 katalognumre er det blevet til på årets dyrskue den første weekend i juli. I fjor var kødkvæget repræsenteret med 47 katalognumre ligesom malkekvæget.

Der er fem kødracer repræsenteret i år: Hereford, Charolais, Limousine, Simmental og Dexter.

Der kommer lidt færre heste end sidste år. Dyrskuet byder på 70 katalognumre for hestenes vedkommende mod 99 ved dyrskuet i fjor. I år er 13 forskellige hesteracer tilmeldt mod 17 ved dyrskuet i 2009.

Fjerkræinteresserede kan glæde sig til at møde 41 stykker med fjer på mod 39 i fjor.
Der kommer ingen får i år, selvom der var 10 med sidste år, mens der bliver udstillet 13 kaniner.

Læs også