SVINEMØDE: »Grise uden krise« var titlen på et svinetemamøde hos Patriotisk Selskab for nylig, hvor dyrlæge Kristian Viekilde med et smil på læben gjorde opmærksom på, at krisen også kan have sine fordele.
- Hurra, der er krise!
Sådan afsluttede dyrlæge Kristian Viekilde, Porcus Svinefagdyrlæger og Agronomer, sit hæsblæsende foredrag hos Patriotisk Selskab i Odense, hvor omkring 50 svineproducenter var mødt op til et svinetemamøde under titlen »Grise uden krise«.
Kristian Viekilde tog brodden i den lidt provokerende afslutningsreplik ved forklaringen om, at »I bliver bedre, og vi bliver bedre, når der er krise«.
Dyrlægen havde forinden, med udgangspunkt i dyrlægernes projekt »35 grise pr. årsso« givet svineproducenterne en forfriskende opsang og forklaret, at tingene sagtens kan gøres langt bedre, end det gøres mange steder i dag, og at »middelmådighed koster alt for mange penge«.
Gang i udviklingen
Kristian Viekilde viste blandt andet produktionsresultater, hvor svineproducenterne i gennemsnit ikke er blevet bedre i forhold til for otte år siden.
- Antallet af levendefødte er steget med 3,8 procent, men I har kun formået at holde liv i de 3,1 af dem, forklarede han blandt andet.
Forinden havde også svinekonsulent Ditte, H. Andersen og svinerådgiver Heidi Pelle Jensen, Patriotisk Selskab givet sine bud på, hvordan svineproducenter lettest plukker de lavthængende frugter, som det blev udtrykt.
Grøn vækst som medspiller
Senere på eftermiddagen gav chefkonsulent Søren Schmidt Thomsen en grundig indføring Grøn Vækst og vand- og naturplaner, under overskriften: »Grøn vækst som medspiller«.
Her forklarede konsulenten, at han ikke så nær så negativt på initiativet, som man har mødt mange steder i pressen, og at der også er muligheder i ordningen.
Blandt andet indebærer ordningen, at der kommer en ny teknologiansøgningsrunde med ansøgningsfrist den 8. juli i år, hvor der gives 145 millioner kroner til at »sikre et miljørigtigt og klimamæssigt bæredygtigt jordbrug«, og hvor der kan fås maksimalt 40 procent i tilskud.