HELDIG: Den 32-årige traktorfører, Henning Thyssen, reddede sig selv i land takket være ødelagt forrude.
Den 32-årige Henning Thyssen så bogstaveligt talt døden i øjnene, da han endte under vandet i Vindtvedkanalen på Karlsmindevej øst for Tønder.
Broen over kanalen kunne ikke holde til den 30 tons tunge landbrugsmaskine. Betonen i den ene side knækkede af, og maskinen styrtede ned og landede på side og tag, så førerhusdøren kunne ikke åbnes. Forruden revnede ved uheldet, og så kunne han komme den vej ud og meget gennemblødt, men uskadt, komme i land.
Det var langt fra første gang, at han - og andre - kørte med så tungt læs på den privatejede bro på markvejen, men nu kunne den ikke holde mere, og betonen knækkede, så maskine og fører endte i det vand, han og andre mange gange er kørt hen over.
Han kørte i en trehjulet Veenhuis Terre Gator, der blev brugt til at sprede prota melasse fra kartoffelmelsfabrikken i Toftlund, og Terre Gatoren var også ejet af AKS, Andels-Kartoffelmelsfabrikken Sønderjylland.
- I vinter har vi haft den totalt skilt ad og renoveret den, og den har kun været ude at køre i godt en uges tid, fortalte Henning Thyssen, der var kommet i tørt tøj og så på, mens der var gang i oprydningsarbejdet.
Det lokale brandværn blev efter uheldet tilkaldt, og opgaven var at forhindre dieselolie i at løbe ud i vandet, mens det hurtigt blev konstateret, at tanken ikke var gået i stykker. Der måtte tilkaldes det helt store materiel for at få maskinen op, efter den stort set var tømt, og hele aktionen tog adskillige timer.