INDVIELSE: Mange kiggede ind, da Jysk Landbrugsrådgivning åbnede det første af to nye centre - centret i Billund.
- Velkommen.
Sådan lød det mange gange, da Jysk Landbrugsrådgivning holdt indvielse på det første af sine to nye »tvillingecentre« - centret i Billund. Flere hundrede deltog i arrangementet, der også gav alle mulighed for en rundvisning i det første af de to centre.
Til marts er der tid til næste indvielse, når centret ved Esbjerg Lufthavn kan tages i brug.
I stedet for at lave et kæmpecenter med plads til samtlige medarbejdere valgte foreningerne bag Jysk Landbrugsrådgivning at dele centrene i to, så der begge steder vil være omkring 140 medarbejdere, og samlet er der tale om en investering på omkring 130 millioner kroner.
Centret i Billund er netop taget i brug, og medarbejderne repræsentant, Ejvin Kortegaard, udtrykte i forbindelse med indvielsen glæde over de nye forhold. Fra mange sider var der udtrykt skepsis for de storkontorer, medarbejderne nu skal sidde i, men den skepsis er ifølge Ejvin Kortegaard gjort til skamme.
- Vi er glade for huset og stolte af at være en del af Jysk Landbrugsrådgivning, lød det fra kvægbrugskonsulenten.
De to centre afløser fem - centrene i Varde, Grindsted, Brørup, Give og Bramming.
Drømmehus
En anden medarbejder, adm. direktør Torben Jensen, udtrykte det på denne måde:
- Det er et rådgiverdrømmehus. Vi kan være stolte af det, vi har fået.
Også formanden for Jysk Landbrugsrådgivning, Ole Jensen, og formanden for Jysk Landbrug, Knud Erik Nielsen, udtrykte under den officielle del glæde over de nye faciliteter, der nu har været i brug i nogle uger.
Ved at samle medarbejderne på færre centre bliver der større erfaringsudveksling mellem de ansatte til glæde for kunderne, og som Ole Jensen, udtrykte det:
- Vi skal gøre os fortjent til at have kunder.