Pelsdyravlerformand glad for mere kontrol
Den nu afgået formand for Dansk Pelsdyravlerforening, Erik Ugilt Hansen, der selv spillede en rolle i TV 2-dokumentar, hilser mere kontrol på pelsdyrfarme velkommen.
På baggrund af TV 2-dokumentaren Operation X - Pels på vrangen, som blev sendt i forgårs, har fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) bebudet, at der kommer mere kontrol på de danske pelsdyrfarme.
Til næste år vil samtlige 1460 pelsdyrfarme i Danmark således på et tidspunkt få uanmeldt besøg af kontrolmyndighederne.
- Det kan vi kun være tilfredse med, at hun melder sådan ud. Vi er jo kun interesseret i, at der kommer et helt klart billede af, hvordan situationen ser ud, siger Erik Ugilt Hansen, formand for Dansk Pelsdyravlerforening.
Han fortæller, at de billeder man så i tv-udsendelsen, ikke er billeder, som man i erhvervet bryder sig om at se. Han mener dog, at reglerne som de ser ud i dag omkring forhold på minkfarmene, er gode nok og dækkende.
- Hvis billederne i udsendelsen virkelig stammer fra de enkelte farme, så skal farmeren selvfølgelig foretage sig de nødvendige fornødenheder øjeblikkeligt, siger Erik Ugilt Hansen.
Fra Dansk Pelsdyravlerforening opfordrer man da også sine medlemmer til at gøre tingene endnu bedre.
- Der skal ikke være noget at sætte fingre på. Det er jo helt givet, at der nu er meget opmærksomhed på det her område. Vi kan kun appellere til samtlige medlemmer om at gøre deres yderste til at følge reglerne, siger Erik Ugilt Hansen.
Billeder ikke fra min farm
Formanden medvirkede selv i Operation X-udsendelsen og i Ekstra Bladet, som var samarbejdspartner på programmet. Her blev det fortalt, at hans farme ved Hobro var de værste. Erik Ugilt Hansen nægtede dog at tale med journalisten i programmet.
Til Effektivt Landbrug fortæller Erik Ugilt Hansen dog nu, at billederne som bliver brugt til dokumentation fra at være fra hans farme, ikke alle er ægte.
- Det var ikke behageligt at se det. Men jeg har efterfølgende gennemgået billederne, som skulle være fra min farm, sammen med mine medarbejdere. De medarbejdere siger klart, at nogle af de billeder der er vist, ikke stammer fra min farm. Dermed ikke sagt, at billederne ikke er ægte. De stammer bare ikke fra min farm, siger Erik Ugilt Hansen.
Han fortæller, at man på hans farm har en helt klar procedure, når man ser dyr, der lider.
- Så bliver de taget fra, og så bliver det vurderet, om de skal behandles eller aflives, siger han.
Kontrol i tirsdags
Samtidig fortæller Erik Ugilt Hansen, at han havde et uanmeldt kontrolbesøg af en dyrlæge fra Fødevarestyrelsen samt en fra politiet tirsdag klokken 12.30. Han havde ingen forudgående meddelelse fået om, at de kom.
- De undersøgte begge mine farme meget grundigt. De var igennem samtlige haller og så alle dyrene. Der var ingen bemærkninger, siger Erik Ugilt Hansen.









































