I februar var forventningen, at BioGasol ville have sit anlæg i fuld drift i 2011, efter oprindeligt at have satset på, at projektet skulle være klar til klimatopmødet i år.

Men siden har selskabet oplevet så meget bøvl med teknologien og finansieringen, at det nu har fået tre måneder ekstra til at opfylde de krav, som Energistyrelsen stiller for at uddele 78 millioner kroner i støtte til projektet via EUDP - energiteknologisk udviklings- og demonstrationsprogram.

Det skriver ing.dk.

Konkret har BioGasol fået forlænget fristen fra 1. januar til 1. april 2010.

Inden da skal BioGasol rejse over 100 millioner kroner fra investorer for at få udbetalt støtten fra EUDP. Hvis ikke BioGasol når i mål, vil de 78,2 millioner kroner, som BioGasol skulle have haft, blive sendt ud i en ny runde til brug for andre forskningsprojekter.

Tror på det
I givet fald vil den anden store ansøger fra sidste runde, Dongs Inbicon, der er ved at bygge et 2. generationsanlæg i Kalundborg, få chancen igen - i øvrigt på lige fod med BioGasol, hvis dette selskab skulle forsøge igen.

BioGasols nye direktør, Anders Weber, tror dog ifølge ing.dk på, at det vil lykkes selskabet at rejse 100 millioner kroner inden 1. april.

Biobrændstof-professoren Birgitte Ahring, der fortsat ejer cirka halvdelen af BioGasol, vil også fremover være en del af bestyrelsen.

Bestyrelsen satte i sidste uge en ny adm. direktør ind på posten i stedet for Birgitte Ahring.

Den nye direktør, Anders Weber, siger til ing.dk:

- Birgitte Ahring har valgt at lægge vægt på sin akademiske karriere. Hun vil fortsat arbejde med at videreudvikle teknologierne bag BioGasol, og vi vil samarbejde med hende om at få det kommercialiseret.