Få en SMS fra Stenderup

Nu introduceres et nyt såmaskinemærke i Danmark. Den tjekkiske SMS fabrik, der er kendt for sine jordbehandlingsmaskiner, sender nu en avanceret såmaskine ind på det danske marked.

En SMS er andet og mere end en flygtig besked på mobiltelefonen. SMS er navnet på den tjekkiske maskinfabrik, der nu melder sig på det danske marked med en såmaskine med umiskendelige lighedspunkter til klassikere som Horsch og Kverneland.

- Såsædsbeholderen har sin oprindelse fra samme underleverandør som de to, så-aggregatet er Akkord og SMS-fabrikken er selv underleverandør af kraftige rammer til mindst et særdeles velkendt mærke indenfor jordbearbejdning, forklarer Niels B. Nielsen, marketingschef hos Stenderup Maskiner A/S, der er importør af det tjekkiske mærke.

Stenderup Maskiner har i par år haft kontakt med SMS-fabrikken i Tjekkiet, og det seneste års tid solgt 25-30 maskiner i Danmark.

Svær maskine  
Dagens nyhed kom direkte fra Tyskland i går morges, og blev demonstreret og taget i øjesyn ved et internt arrangement for medarbejdere fra Stenderups tre afdelinger, i henholdsvis Dalmose på Sjælland, Haverslev i Nordjylland og den oprindelige base i Sønderjylland.

Den 4,5 meter brede Master SMS SKS1 450 såmaskine blev testet i den tunge stubmark mellem Jels og Rødding.

- Det er en kraftig maskine med to rækker tallerkener, en fjedrende planerbjælke efterfulgt af kraftige såskiver i to rækker, hvor luftsåmaskinen lægger kernerne ind langs siden på skiven, viser Niels B. Nielsen.

Kombisåning 
Master SMS såmaskinen kan anvendes til såning i både pløjejord, stubharvet jord og til direkte såning i stub, som det blev demonstreret ved Jels i går.

- Det her er den første såmaskine fra SMS, vi får herop, og vi håber at få lov til at demonstrere nyheden hos nogle af vore kunder her i efteråret. Desuden vil maskinprogrammet fra SMS kunne ses på Agritechnica i Hannover i november, fortæller Niels B. Nielsen.

Premieremaskinen på dansk jord kommer direkte fra et demoarrangement i Tyskland, og er monteret med en 2200 liter såsædstank.

- Til det danske marked vil vi også få kombimaskiner med en større og opdelt tank til henholdsvis gødning og såsæd. Gødningen vil med slanger blive ført ned mellem de to rækker tallerkner, og der blive indarbejdet i muldlaget, forklarer marketingschefen.

Tungt grej
Ved personaletræningen viste Stenderup også et par andre maskiner. Dels en DB 450 S tallerkenharve med 61 centimeter høje tallerkener og spiralpakker.

- Denne kraftige model er bygget til vanskelige forhold og kniber det med at komme i jorden, kan vægten øges med yderligere et halvt ton ved at fylde vand i den kraftige profilrørsramme, fortæller Niels B. Nielsen.

Fra SMS fabrikken forhandler Stenderup desuden en stubharve, der med høj ramme og stor tandsporsafstand kan præstere fuld gennemskæring ved brug af vingeskær.

For den nye serie af SMS SKS1 såmaskiner i arbejdsbredder fra tre til seks meter forventer Stenderup, at prislejet bliver omkring 20 procent lavere end de tilsvarende vesteuropæiske fabrikater af tilsvarende maskiner.

Læs også