Staldmedarbejder med kompetencer i marken

De to Arion-serier 500 og 600 fra Claas får nu en bastant lillebror i Arion 400 serien. En højspecificeret traktor, der som allround traktor passer til de mindre kvægbrug. 

Det er med et missils præcision, Claas nu ønsker at sparke stalddøren op hos kvægbrugerne med sin nye Arion 400-serie med motorstørrelser fra 90 til 125 hk. Ikke bare hos de mindre og gennemsnitlige kvægbrugere i Danmark, men på hele det europæiske marked.

Arion 400 serien præsenteres for offentligheden om knapt to måneder ved Agritechnica-messen i Hannover fra den 10. til 14. november.

Først og fremmest udgør de fire nye modeller en ny bund i den lange modelrække af Arion-traktorer, henholdsvis Arion 500 serien i størrelser fra 112 til 135 hk og Arion 600 fra 125 til 155 hk.

Største segment
Udstyrsmæssigt henter Arion mange af sine fortrin fra større Claas-modeller, mens der i de ydre dimensioner er skelet nedad. Højden på den kompakte serie er kun 2,74 meter og længden 4,44 meter, en ikke uvæsentlig detalje for traktorer, der skal kunne arbejde i stalde.

Ifølge producenten er traktorstørrelser omkring de 100 hestekræfter det suverænt største segment på det europæiske traktormarked, når det opgøres i enheder.

På visse markeder vil Arion 400 serien derfor også kunne fungere som markens førstetraktor, hvilket den også er forberedt til. Serien har nemlig fået mange af de funktioner med sig, som ellers kendetegner større traktorer, og de nuancerede krav til avanceret elektronik, der stilles ved forskelligt markarbejde.

Fra standard til CIS  
Et modulsystem sikrer, at landmanden kan udstyre sin traktor efter behov. Mulighederne spænder fra Arion 400 i standardversioner til de avancerede CIS-versioner, der kendes på større traktorer fra Claas.

I CIS-versionen har traktorerne som standard 10 hestekræfters ekstra boost-effekt. Dertil antomatisk Quadractiv transmission, som man kan anvende helt uden brug af kobling, og fuldstændig som i en bil med automatgear.

Andre faciliteter i CIS-versionerne er den automatiske PTO-funktion, og monitoren til indstilling af transmissionens funktioner, hektartæller med mere.

Elektropilot
De nye 400-modeller har fuldautomatiske fire-trins PowerShift Quadrashift, og et el-hydraulisk joystick i armlænet, der er specielt udviklet til Arion. Som ekstraudstyr kan leveres et specielt krybegear med hastigheder under 120 meter i timen.

Elektropilot hedder den nye og brugervenlige betjening af de to el-hydrauliske olieudtag. Dermed kan man for eksempel styre frontlæsserens funktioner eller en front- og bagmonteret skårlæggerkombinationen meget enkelt og komfortabelt. De integrerede taster og funktioner kan også bruges til parallel betjening af fronthydraulikken, og de to olieudtag bag samt transmissionen.

PTO'en har fire trin: 540, 540 E, 1000 og 1000 E, hvor de to E-trin leverer PTO standardomdrejningstal med nedsatte motoromdrejninger, og derfor er brændstofbesparende i brug. Den hydrauliske effekt er på 98 liter i minuttet.

For sin størrelse imponerer løftekraften med 6,5 ton, og en tilladt totalvægt på hele 8,8 ton, hvilket er usædvanligt for en firecylindret traktor.

Lille venderadius
Kabinen er både lydsvag og rummelig nok til en ekstra passager. Der er et godt udsyn til alle sider gennem de store ruder og mulighed for, som ekstraudstyr, at få en glasluge i taget, så der er fuldt overblik over frontlæsseren.

Arion 400 drejer skarpt, selv om den har relativ stor akselafstand. Hjulene drejer hele 55 grader, og dermed får traktoren en venderadius på blot 4,40 meter, der gør det nemt at manøvrere i og omkring bygningerne.

Klar til marken
For bedriftsstørrelser, hvor all-round traktoren også har et job at klare i marken, er den store løftekraft i hydraulikken værd at bemærke. 400-serien kan håndtere tunge liftophængte redskaber, såsom gødningsspredere, sprøjter og såsæt med store beholdere.

Til disse avancerede opgaver er Arion 400-serien forberedt til det automatiske styresystem Cam Pilot, og det GPS-støttede styresystem GPS Pilot, der kan monteres som ekstraudstyr. Herved kan traktoren ved hjælp af korrektionssignaler opnå høj præcision i marken.

                

Læs også