For tredje år i træk står majsmarkerne flotte, og med udsigt til et stort grovfoderudbytte, fremgik det af majsdagen i Såderup.
For tredje år i træk kan kvægbrugerne glæde sig over en stor avl af majs på markerne.
Den ene af plansiloerne på Gl. Krogård i Såderup ved Ullerslev er faktisk endnu næsten halvt fyldt, her op til årets majshøst.
- Udbytterne har de sidste to år ligget over 12.000 foderenheder pr. ha, og det tegner også rigtigt godt i år, lød det fra mælkeproducent Palle Bjerggård Hansen, der forrige fredag var vært ved Centrovice's traditionelle majsdag op til den nye fodersæson.
Derfor regner han også med, at han i næste års markplan roligt kan skære lidt i det sædvanlige areal på godt 63 hektar majs, for at få anvendt den resterende majsensilage til de 200 jerseykøer i stalden.
102 sorter
Knap 100 fynske kvægfolk og øvrige interesserede deltog i majsdagen.
Foruden en orientering fra Centrovice's planteavls- og kvægbrugskonsulenter, gennemgik landskonsulent Martin Mikkelsen fra Landscentret de ikke mindre end 102 forskellige majssorter i et stort forsøg, som er anlagt lige uden for løsdriftsstalden på Gl. Krogård.
- Majsarealet herhjemme har aldrig været større. Det er oppe på 180.000 ha i år, hvoraf de 7.000 ha er beregnet på at blive høstet som kernemajs, og 15.000 ha som kolbemajs, indledte landskonsulenten den hastige gennemgang af de mange sorter.
Planteavlskonsulent Hans Erik Larsen fra Centrovice venter, at den fynske majshøst for alvor kan indledes omkring den 20. september.