Gik i gaderne for bedre mælkepris

Nok er nok, lyder det fra de økologiske mælkeproducenter, der i går forærede deres mælk gratis væk i Danmarks fire største byer.

De økologiske mælkeproducenter vil ikke længere acceptere, at butikkerne sælger økologisk mælk til under kostpris.

Derfor var en del af dem i går i gaderne i København, Århus, Odense og Aalborg for at dele gratis mælk ud. Flere tusinde liter blev delt ud, og alene på Strøget i København, havde en flok økologiske mælkeproducenter medbragt cirka 1.500 liter.

En af disse mælkeproducenter var Anders Illum, der har en besætning på cirka 100 køer i Nordsjælland.

- Det er ren tilsætning for mig lige for tiden, at producere mælk. Jeg taber et sted mellem et og to-tusind kroner hver dag, jeg går på arbejde. Men det er ikke kun derfor, at jeg står her. Det er lige så meget for økologiens skyld. Hvis man fortsætter med at sælge økologiske varer for billigt, så gør det jo alt omkring økologien umuligt, sagde han.

To kroner mere
Med sig til aktionerne rundt om i landet, havde mælkeproducenterne et stort banner, der var påtrykt teksten »Stop Unfair Mælkepriser«. Men forskellen på en fair og unfair mælkepris er ikke så stor. Det er to kroner pr. liter, som det drejer sig om. Det svarer ifølge Økologisk Landsforening, der var arrangør af aktionerne, at hver mælkedrikker i Danmark betaler 200 kroner mere om året for sin mælk.

- Jeg oplever at flere forbrugere spørger mig, hvorfor prisen falder på økologisk mælk. De aner ikke, at den er så lav, at vi taber penge på den. De er villige til at betale mere. Og blandt os landmænd indbyrdes kan vi jo sagtens se, at når mælken sælges i butikkerne til under kostpris, så er det en regning, der ender ude hos os, sagde Evald Vestergaard, formand for Økologisk Landsforening, der også var til stede på Strøget i København i går.

Læs også