Frøgræsset har givet godt udbytte, og kornhøsten ser ud til at kunne blive fornuftig, når den kommer rigtigt i gang.
Kornhøsten står for døren, og landmændene venter bare på opholdsvejr, før mejetærskerne skal ud at køre. De fleste har deres frø i hus, og det med godt resultat.
På Sjælland og øerne er det meste frø høstet, og hos DLF Trifolium i Nørre Alslev er man begyndt at rense på det.
- Frøene er gode og tunge, og derfor nemme at rense i år, fortæller Stig Oddershede, avlschef hos DLF Trifolium.
- Frøene har en god kvalitet, og høsten har generelt været god, og har givet et godt udbytte, fortæller han yderligere.
Der mangler at blive høstet cirka 20 procent af hvidkløveren, men nogle steder på Møn og Sjælland mangler helt op til 50 procent stadig at komme i hus. Cirka ti procent af engrapgræsset er stadig på markerne, mens sildig rajgræs, rødkløver og timothe ikke er modent endnu.
Drilsk vejr
- Engrapgræsset har haft gode betingelser i år, og udbyttet har fået et løft i forhold til sidste år. Det tog med andre ord ikke skade af tørken i foråret, fortæller Stig Oddershede.
- Der har også været et godt udbytte i hvidkløveren, hvor vi flere steder har været nødt til at springe over, hvor gærdet var lavest, på grund af det drilske vejr. Normalt skårlægger vi det i fem dage, men i år har vi været nødt til kun at lade det ligge i to til tre dage. Det har betydet, at der er blevet spildt lidt ved, at det har været vådt ved høst, fortæller Stig Oddershede.
I det hele taget fremhæver avlschefen, at udbytterne er fine i forhold til femårs-gennemsnittet, og at der generelt har været tale om en høj rumvægt.
Normalt på vinterbyg
Hos Landboforeningen Gefion fortæller planteavlskonsulent Per Jensen, at vinterbyggen er færdig.
- Den har givet et gennemsnitligt udbytte på 6.000 til 10.000 kilo per hektar, hvilket vi ikke kan være utilfredse med. På nogle af de fede jorder har afkastet været noget højere, men snittet falder indenfor normalen, fortæller Per Jensen.
Vinterrapsen har givet et udbytte på 3.400 til 5.500 kilo per hektar, og mange steder har de høstet mere end 4.000 kilo per hektar.
- Vinterrapsen kunne godt lide det tørre forår, hvor der blev dannet et stærkt rodnet, siger Per Jensen.
I Gefions område er de ikke kommet i gang med at høste hvede endnu, og Per Jensen har kun hørt om et enkelt sted, hvor de er i gang med vårbyggen.
Overrasker positivt
Hans Henrik Fredsted, planteavlskonsulent hos Agrovi, fortæller, at der høstes i alle afgrøder i Nordsjælland, men at han forventer, at den egentlige høst går i gang onsdag eller torsdag i uge 32.
Vinterbyggen er i hus, og det er ikke uden stolthed, at Hans Henrik Fredsted fortæller om den:
- I forhold til indekset ligger vi faktisk højest i vores område i hele Danmark. Vinterbyggen har virkelig overrasket positivt, og kan kun få topkarakter med pil op.
Til gengæld skuffer vinterrapsen, der lader til at være mere tørkeramt end de andre afgrøder.
- Vinterrapsen giver et normalt udbytte på 3.500 til 4.000 kilo per hektar. Det ville vi gerne have haft op på 4.000 til 5.500 kilo per hektar, og udbyttet er derfor 10-15 procent mindre end det forventede.
Vinterhvedens udbytte er også over forventning, ligesom vårsæden har haft en god sæson, og står flot på markerne, hvilket giver en forventning om et udbytte over middel.
- Det ser i det hele taget fornuftigt ud hele vejen rundt, og også rugen overrasker positivt, og ser ganske fornuftig ud, slutter Hans Henrik Fredsted.