På Øllingsøe Gods har driftslederen hele tiden sagt, at, »når vi har sprøjtet, så går vi i gang med at høste«. Som sagt, så gjort. For roerne blev sprøjtet tirsdag og samme dag begyndte man at høste hveden og det fortsatte i går.
I går var hvedehøsten i fuld gang på Lolland, og på Øllingsøe Gods, Søllested, blev der høstet for anden dag i træk.
På en af godsets tilhørende grunde, Ravnsbygård der ligger cirka 20 kilometer væk, kunne man således se Øllingsøes store mejetærsker, John Deere 9880, være i fuld gang med at gøre det, som den er bedst til.
30 hektar i går
- Vi regner med at tage 30 hektar i dag. Det tager nemlig lidt længere tid, det vi har heroppe, sagde driftsleder Martin Hansen, Øllingsøe Gods i går, og henviste til, at vi på det tidspunkt befandt os i de lollandske alper, hvor markerne er mere kantet.
- Det jord vi har omkring hovedgården er alt sammen pandekagefladt, så det går noget hurtigere, oplyste han.
I alt var de tre mand i gang i markerne i går. Udover Martin Hansen er godsets to traktorførere også i fuld sving, og der var også nok at tage fat på:
Når man regner de 30 hektar hvede på Ravnsbygård med, så har Øllingsøe Gods i alt 218 hektar hvede, der skal høstes. Derudover er der 196 hektar vårbyg og 13 hektar spinat, som man også skal have klaret senere.
100 timers høst
- Der er travlt i øjeblikket. Vi nåede lige at sprøjte roer i går, og vi har hele tiden sagt, at når vi har sprøjtet, så går vi i gang med at høste. Vi er i gang herude til klokken 23 i dag, sagde Martin Hansen i går onsdag.
Han vurderer, at der skal bruges cirka 100 timer til at få al høsten i hus. Og med mindre at det bliver et rigtigt stort drilleår, så vil han og traktorførerne klare høsten alene.
Startede tirsdag
Hvedehøsten startede for Øllingsøe Gods tirsdag eftermiddag klokken 15.30. Her høstede man 18hektarr. De 30 hektar, der skulle klares i går, gik man i gang lidt over klokken elleve om formiddagen.
- Tirsdag formiddag var jeg ude at måle vandprocenten, og da lå den på cirka 17,5 procent. Så tænkte vi, at med den sol, så er det klar til høst om eftermiddagen, lyder det fra Martin Hansen.
Indtil videre er det ganske pæne udbytter, som man arbejder med. Sorten, som man høstede i går, da Effektivt Landbrug kom forbi, var Hereford.
- Udbyttet ligger lige nu på knapt otte ton pr. hektar. Og det er sådan nogenlunde i orden. Vandprocenten ligger på 16-17 procent, siger Martin Hansen.
Senere end sidste år
Selvom årets hvedehøst i år ligger tidligt, med høststart 28. juli er noget tidligere end normalt, så er det dog ikke noget i forhold til sidste år.
- Selvom det i år er tidligt, så startede vi faktisk sidste år med at høste hveden allerede 24. juli, siger Martin Hansen.
Han kan dog ikke helt forklare, hvad det skyldes. Hereford er nemlig ifølge driftslederen ikke nogen speciel tidlig sort.
- Jeg ved ikke hvad det skyldes. Det må jo være klimaet, der har gjort, at vi har nogle flere varmetimer eller et eller andet, siger Martin Hansen.