Vinterbyg: 2-radede sorter i front i år

Fire to-radede sorter på årets top 5-liste over udbyttetopscorere i vinterbyggen.

I år ser det ud til, at de 2-radede – lidt usædvanligt - rykker i front, hvis man ser på de foreløbige landsforsøgsresultater på sortinfo.dk.

Forklaringen er blandt andet, vurderer bygforædler Birger Eriksen fra Sejet Planteforædling, at de 2-radede sorter har været bedre til at buske sig, mens årets klimaforhold ikke har været helt så gunstige for de 6-radede sorter, der er blevet lidt for tynde.

På de fem første pladser på den foreløbige liste over vinterbyg-udbyttetopscorere i landsforsøgene i år ser vi således fire 2-radede sorter. To af dem findes i så store mængder, at de sælges af foderstofferne: Tasmanien og Zephyr.

De to sorter udmærker sig ved at have ligget helt i top i landsforsøgene i de henholdsvis fire og tre år, de har været med. Birger Eriksen fremhæver blandt andet, at Tasmanien er en meget robust sort, der yder stabilt næsten uanset hvilken landsdel, den er placeret i, mens Zephyr udmærker sig ved at have en rigtig flot kernekvalitet.

Blandt de 6-radede sorter yder Pelican og Julies højt med Laverda lige i hælene.

Nummer 1
Den vinterbyg, der har scoret det højeste udbytte i landsforsøgene i år, er den 6-radede hybridsort Hobbit. Med et forholdstal på 122 (i forhold til 100) i forsøgene i Skælskør og 106 i Grindsted vækker denne splinternye sort en naturlig interesse, som dog ikke kan udmønte sig i køb til udsæd. Mængderne af den er simpelt hen for små endnu.

Hvis du går efter velafprøvede sorter, der har været med i flere år i landsforsøgene, får du en års-oversigt frem på sortinfo.dk ved at klikke på kalender-ikonet i boksen »kerneudbytte«.

Læs også