RESERVEDELE: Jysk Offroad ved Lintrup har specialiseret sig i import og landsdækkende forhandling af reservedele til firehjulstrækkere i form af ekstra kraftige australsk-producerede fjedre, støddæmpere, gearing og spær.
Det siger næsten sig selv – i Australiens vildmark skal bilerne kunne holde til noget – ikke mindst de mange firehjulstrækkere, der er populære køretøjer i de egne. Det har betydet at australske reservedelsproducenter har specialiseret sig i at lave ekstra stærke fjedre, støddæmpere, gearing, spær samt for- og bagaksler til offroadere.
Og de dele har virksomheden Jysk Offroad ved Lintrup fået eneforhandling på nogle af i form af »Tough Dog«, der er en australsk producent af de kraftige dele til firehjulstrækkere.
Og det var en stor interesse for firehjulstrækkere og kørsel privat og professionelt med dem, der fik indehaver af Jysk Offroad, Bent Dall, til for fem år siden at starte med salg af reservedele til firehjulstrækkere – dengang med salg af dele fra Frankrig.
Ikke dyrere
For halvandet år siden fik han egen import og eneforhandling af de australske »Tough Dog« dele og senere »Snake Racing«, der er kraftigere dele end mange af de fabriksmonterede af slagsen – uden at de er dyrere af den grund.
Og de danske offroad-ejere har taget godt imod de australske kraft-dele.
- Salget går godt – både til private og værksteder, hvor jeg blandt andet sælger til et Nissan-værksted, forklarer Bent Dall og tilføjer, at reservedelene går på tværs af alle mærker indenfor offroadere.
Salget foregår både til værksteder og til private, hvor Bent Dall også har et værksted, hvor der tilbydes udskiftning og montering af delene. Og så foregår en stor del af salget via internettet og offroad-klubberne.
Indenfor landbrug og skovbrug har det ligeledes givet en del privatkunder, da bilerne her ofte skal køre i terrænet.
- Og så kan delene også bruges til almindelige biler, hvor man ved at hæve en almindelig bil, får en mere blød og behagelig bil. Ofte får man bedre køreegenskaber. Bedre dæmpere betyder bedre køreegenskaber, forklarer Bent Dall, der selv har kørt firehjulstrækker siden 1995.