Mange tyre på Roskilde - men kun én Unik

Ti gange skulle Aberdeen Angus tyren Rønnekilde Unik vinde Interbreed på andre skuer, før han endelig tog titlen med hjem fra Roskilde Dyrskue.

Stemningen blandt Aberdeen Angus folkene er anspændt, da Interbreed konkurrencen skal afgøres på Roskilde Dyrskue.

- Limousinen er også god, men Unik er altså helt fantastisk i år, lyder det fra flere sider, mens den 1.512 kilo tunge Aberdeen Angus tyr står solidt plantet i græsset i Ring 1.

Rønnekilde Unik og hans ejer, Henrik A. Madsen fra Skørping, har prøvet det før. Ti gange har Unik vundet Interbreed konkurrencen på henholdsvis Agromek, Landsskuet, samt dyrskuerne i Hobro og Hjørring, men det er aldrig lykkedes at få titlen med hjem fra Roskilde.

Som han står der i ringen, er det tydeligt, at han har prøvet det før.

- Han elsker det, og han har et rigtig godt temperament til det, fortæller Bruno Bomholdt fra Ramløse i Nordsjælland, der er den stolte opdrætter af Unik.

Tæt på slagteren
Rønnekildes Unik har vundet alt, hvad der er at vinde for en kødkvæg tyr i Jylland.

- Vi vidste ikke rigtig, om vi ville stille ham igen, men han befinder sig rigtig godt, når han bliver udstillet, så derfor valgte vi endnu engang at udstille ham i Roskilde, fortæller Bruno Bomholdt med et smil.

Unik er seks år gammel, og er født hos familien Bomholdt i Nordsjælland. Han er eneste kalv efter en ko, som døde, og det har været svært at få godkendt ham, da der ikke var noget dna at tage af.

- I 2005 var der bestilt slagter til Unik, men ingen kunne finde ud af at slagte ham. Så kom Henrik A. Madsen og kiggede på ham, og ville gerne have ham, hvis jeg lagde 200 kilo på ham. Da han så ham på Agromek i januar 2006, slog han til med det samme, fortæller Bruno Bomholdt.

Bedre end sex om lørdagen
Da Rønnekilde Unik udnævnes som vinder af Interbreed konkurrencen, får han domsord som »en tyr i en helt særlig klasse, godt fundament, god bevægelse, lang og bred« med på vejen.

Hvor mange af disse ord, Bruno Bomholdt hører, er tvivlsomt. Han hopper og springer rundt, og kan ikke holde glædestårerne tilbage.

- Det er bedre end sex om lørdagen. Og dem der siger, at det største i verden er at føde sine børn, har aldrig vundet Interbreed, siger han senere om minutterne, hvor Unik udnævnes til vinder.

Deltager ikke på lokalskuer
Den 19. juni skal Rønnekilde Unik igen på dyrskue, denne gang i Hjørring.

- Han deltager ikke på Landsskuet i Herning i år, for vi har besluttet, at han ikke skal på lokalskue, siger Bruno Bomholdt med et glimt i øjet.

- For os Angus folk er det rigtige landsskue i Danmark, det der er i Roskilde, siger han videre.

Ejeren, Henrik A. Madsen, var engang ved at sælge Rønnekilde Unik, men bremsede i sidste øjeblik op, og er nu afklaret med, at tyren aldrig bliver solgt.

- Henrik kan ikke sælge ham, og der er heller ikke nogen, der nogensinde kan slagte ham, så han kommer til at dø af alderdom. Men lige nu går han og hygger sig med sine 28 køer oppe hos familien Madsen i Skørping, fortæller Bruno Bomholdt afslutningsvis.

Læs også