100 ÅR: Medarbejderne forærede virksomheden Dal-Bo en natursten med indgravering ved velbesøgt reception.
Gavebordet bugnede, da maskinfabrikken Dal-Bo i Randbøl fejrede dobbelt jubilæum, men det var ikke alle gaver, der nåede helt op på gavebordet. Der var således ikke plads til medarbejdernes gave til firmaet og direktøren, Kaj Pedersen.
Gaven nåede end ikke ind i festlokalet, men blev præsenteret udendørs. Heldigvis kunne gæsterne opleve afsløringen af den store gave i strålende sol. Der var tale om en stor natursten med indgravering, »Dal-Bo 2008«, og en skulptur i metal.
Og der var ikke skrevet forkert på stenen. Det var faktisk i fjor, at virksomheden rundede de 60 år, men det blev i forårets tegn, at dagen blev markeret. Og samlet blev det til et 100 års jubilæum, da direktør Kaj Pedersen har været med i 40 år.
Arrangementet markerede et jubilæum, hvor virksomheden gennem årene har oplevet en enorm vækst, så der i dag er 60 medarbejdere.
Kaj Pedersen har været med gennem den store udvikling og fik mange rosende ord med på vejen, og han er et A-menneske, der møder tidligt på jobbet, men han tager sig også tid til motionen i form af badminton og cykling.
Nu får han endnu bedre mulighed for at komme ud på to hjul. Gaven fra de to medejere, Hans Otto Wilfang og Åge Almtoft, og bestyrelsen i selskabet var netop en cykel foruden en grill, så direktøren også har tid til hjemlig hygge.