Rådgivningschef fratræder

FRATRÆDELSE: Rådgivningschef Niels Ove Nielsen fratræder sin stilling hos Syddansk SvineRådgivning.

Udvalget for Syddansk SvineRådgivning og Niels Ove Nielsen er blevet enige om, at Niels Ove fratræder sin stilling som rådgivningschef for Syddansk Svinerådgivning (SDSR).

Niels Ove tiltrådte stillingen den 1. oktober 2008 i forlængelse af dannelsen af SDSR, og har siden fået det administrative set up omkring selskabet op at stå. Niels Ove har imidlertid ønsket at få reduceret sin faktiske arbejdstid og overgår derfor til en projektlederstilling.

De fire ejere bag SDSR, Sønderjysk Landboforening, KHL, (Kolding Herreds Landbrugsforening), LHN (Landwirtschaftlicher Hauptverein für Nordschleswig) og Landbrugsrådgivning Syd, vil snarest tage stilling til en fremadrettet løsning vedrørende ledelsesforholdene.

I mellemtiden vil direktørerne Per Grønbæk, Sønderjysk Landboforening og Jens G. Friis, KHL i fællesskab påtage sig ledelsesopgaverne i SDSR. – Niels Ove Nielsen har gjort et stort stykke arbejde i forbindelse med etableringen af SDSR, siger formanden for Syddansk Svinerådgivning, Jørgen Gram i en kommentar.

Læs også